Fuhrmann For Dig

Klumme i 24 Timer i dag

2012-01-27T01:27:00.000-08:00

Klummen: Har du talt med din mand i dag?

Forleden skrev jeg en artikel om, hvordan man får et sundt parforhold

Ja, jeg ved det ikke selv, men jeg snakkede med nogle eksperter på området. Og jeg blev klogere.

De sagde ikke noget, jeg ikke vidste i forvejen, men jeg hæftede mig alligevel ved et af rådene: at få en slags brugsanvisning fra ens mand. En liste over lige præcis det, han synes er en kærlig handling.

'Haha', tænkte jeg ironisk, 'det ved jeg da godt.'

Han har brug for, at jeg siger til ham, at jeg elsker ham, at han er en god far og en skøn mand med lækre overarme. At jeg synes, han er verdens sejeste til den sport, han dyrker, og at jeg aldrig har haft en bedre elsker (sandt).

Jeg synes selv, jeg siger det jævnligt til ham, og jeg er heller ikke nærig med knus og kram, så der skulle ikke være noget at komme efter der.

Hvad? Nå ja, det skulle da lige være, hvis hans brugsanvisning ikke stemte overens med min, men det regnede jeg nu ikke med. Der gik et par dage, og jeg fortsatte med at gøre, som jeg plejede, lige indtil den dag over frikadellestegningen, hvor jeg spurgte ham, hvordan hans brugsanvisning så ud. Sådan bare, hvis jeg 'helt
tilfældigt' skulle være forkert på den.

»Det kan jeg da godt sige dig,« sagde han, og jeg stod nu med opspilede øjne, parat til at modtage bifald for mit kærlige væsen.

»Hvis jeg nu sætter mig herover i stolen, og du kommer med en kold øl og steger de frikadeller færdige. Eller hvis du gør badeværelset rent og har gjort det hyggeligt for mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Eller hvis du tager med mig til et af mine løb og hepper på mig, eller hvis du forfører mig, fordi du gerne vil have sex, dét er sgu kærlighed.«

Godt så. Med den oplysning kunne jeg godt se, at jeg muligvis stod med en anden mands brugsanvisning i hånden. Det er ikke, fordi han synes, det er 'all crap' at få at vide, at han er uimodståelig dejlig, men jeg kunne godt se, at han får mere ild i blodet ved servering af en kold øl, end hvis jeg hvisker ham i øret, hvor
vidunderlig han er.

Så med den nye brugsanvisning i hånden smutter jeg i Brugsen efter en sixpack og noget Ajax. Skulle da nødig hedde sig, at jeg ikke er superbruger i mit eget parforhold.

Træning

2012-01-26T05:05:00.000-08:00

Nogle gange kan det være svært at vælge træningsformer. For hvad skal man NU lave for at tabe sig og blive stram og bikini lækker. Jeg er selv i tvivl. Jeg er vild med at løbe og jeg digger at løfte tunge vægte. Men. Jeg savner også en høj benskæring, perma og benspjæt på coke-måden. Det er lige før jeg håber, at det får en revival, og nu har jeg allerede dragten, den skal bare lige syes lidt om.

Jane Fonda i midten, men jeg er mest vild med psyco purple woman med den afblegede perma.

Thelma & Louise

2012-01-23T01:20:00.000-08:00

Happy monday

2012-01-23T00:24:00.000-08:00

Der er ingen særlig grund til dette billede, men det ligger på mit skrivebord på computeren, og jeg elsker det bare. Det får mig til at glemme, at der er uendeligt lang tid til sommer og det får mig til at blive nysgerrig på, om grisen har det ligeså dejligt, som jeg synes den ser ud til at have det. Det giver mig lyst til at rejse og det giver mig lyst til at ligge i noget varmt vand og plaske. Det giver mig lyst til at løbe og hoppe og så får jeg en lille smule lyst til at stikke fingrene ind i snuden på grisen. Bare fordi.

White Stuff

2012-01-20T05:32:00.000-08:00

Ja, nu tror I måske jeg skal til at blogge om coke, men det handler nu om tøj. Og et helt særligt prøverum. Butikken White Stuff har været så venlige at give 7 x 2 billetter til Fuhrmann-læsere, til en hyggelig event d. 26.januar kl. 19.00-20.30, i deres nyåbnede butik i indre København. Der vil være 20% på alt i butikken, noget at spise, et lille (læs: kort) foredrag med Anna Thygesen og den obligatoriske goodiebag.

Hvis du ikke orker at snakke med de andre, så tag i det mindste med for at tjekke deres prøverum ud:

De har som en helt særlig feature indrettet det sådan, at man kan tage et billede af sig selv med spejlet i prøverummet i det tøj man nu står i (don't ask), og så kan man sende det til en ven. Min hjerne er allerede på overarbejde...

Har du lyst til at være med, så læg dit navn her. Det er først til Mølle(n).

Mudderløbet

2012-01-20T00:46:00.000-08:00

Kære Alle

Kan I ikke lige give en melding, når I har meldt jer til. Jeg ved godt, at der er 100 år til, men når I har tilmeldt jer, så send mig en mail på annamette.fuhrmann@gmail.com, så sender jeg en samlet mail ud, når vi nærmer os, for vi er jo nødt til at mødes allesammen og det kan være vi er flere fra Kbh, som skal følges.

Jeg stemmer for PINK lejr, hvor vi mødes og skåler i meget store fadøl bagefter. Det gik jo skidegodt for mig sidst at køre den cocktail, så den agter jeg at gentage.

Glæder mig til at se jer. Til sommer.

Tilmelding her.

Fuhrmann læsere, er I klar?

2012-01-18T06:57:00.000-08:00

I 2011 var der meget snak om den pink dragt n'est pas? Der var også meget snak om min træning og der var også noget snak om det berømte mudderløb, hvor jeg råbte himmel og hav op for at få en eller anden til at lave et lignende løb til os.

Og ved I hvad? Nu er det satanrasme alvor. For der sad nogle ovre i Viborg og læste min klumme og de har nu givet bolden op for et mudder/bakke/ild/vand løb. Jamen, er det ikke fantastisk?? Gu er det så.

Jeg har meldt mig til og jeg synes du skal gøre det samme, og jeg lover jer endnu engang, at jeg selvfølgelig løber i den pink dragt, som jeg tænker skal overhældes med pailletter.

Maren har jo fx. lovet også at være med: "Jeg vil gerne være med, hvis det ikke er længere end max 7 km og til gengæld fyldt med ting jeg kan falde over og grine over i mens og pæne mænd der råber "GODE PATTER" og "HAR I SET DEN RØV" efter mig."Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig.
Hvem var det der ville hoppe i trampolin uden bluse??? Maren var det også dig. Eller var det Superheltemor?

Stay tuned for flere nyheder med det løb, ellers så skynd dig at meld dig til, det bliver en fest!

og ps. jeg ved sguda heller ikke hvorfor det hedder Kvindefims!

Gæt hvem der ikke giver så let op?

2012-01-16T14:41:00.001-08:00

Nu vil han være venner igen. Altså ham her.

Sommer sommer, hvor er du?

2012-01-16T11:04:00.000-08:00

Kom sådan til at savne den, da jeg så dette billede.

Klumme fra 24 Timer (fredag)

2012-01-15T02:28:00.000-08:00

Hvis du har lyst kan læse min klumme her.

Ahem..

2012-01-15T02:10:00.001-08:00

'Nogen' har glemt deres oplader til mobilen, så 'nogen' har lidt svært ved at poste billeder fra det her Dublin. Darn!

Til gengæld er her fedt. Ret så fedt.

Det allermest nødvendige

2012-01-12T12:10:00.000-08:00

Vi skrider til Dublin i morgen, og jeg har lavet lister så lange...men jeg er for fanden heller ikke vant til at rejse vel, så jeg ved jo ikke om min mor selv kan finde ud af at smøre en mad til børnene. Og hvor der ligger knive og gafler. Hun svarede tørt, at hun var sikker på at de nok skulle finde ud af det, mens vi var væk, meeeen jeg fik hende alligevel med denne her:

Gnæk-gnæk, vi har verdens mest indviklede fjernbetjeningssystem og har man sat Peter Pedal på DVD'en er det værre end at komme ind på Ford Knox, hvis man gerne vil se alm. tv igen.

Anyways. Jeg poster billeder fra Le Dublin og hilser fra Bono.

So long!

Go' nat og sov godt

2012-01-10T12:33:00.001-08:00

Og læs gerne den her hver tirsdag.

Kærestetur til Dublin

2012-01-10T01:02:00.000-08:00

Hvad? Spurgte du om jeg glæder mig? Jeg gør. Efter 12 dages jule~~ferie~~stroppetur, med to børn hjemme hver eneste dag uden pauser, så kan I ikke se min røv for bare store fadøl, når jeg hopper ind i flyet på fredag formiddag.

Thure har selvfølgelig fundet et bjerg han skal løbe på. Et løb, som er udsprunget af, at der i meget gamle dage var to mænd, som havde en skattegæld de ville løbe fra og den rute de tog, er så den rute løbet er. Da de flygtede om natten skal løbet selvfølgelig være autentisk og starte kl. 2.00. Jeg tænker som altid med Thure og de løb: but why? Jeg regner med at se Thure tjekke ind om morgenen, hvor han, i forbifarten, stikker mig hans Mastercard og så fiser jeg midttown og shopper igennem. Hvis jeg da ikke bliver fanget i noget Guinness og violin. Eller Bono.

Thure:

Mig:

Jeg ved I allesammen er så skide berejste, så hit med jeres tips og tricks til Dublin.

Step by step - nu handler det om dig

2012-01-09T10:33:00.001-08:00

Ligeså langsomt ruller stenen hen ad vejen og nu er Alt Om Dig bloggen aktiv igen.

Fis hen og del dine tanker her.

Mit tredje nytårsforsæt: at tjekke for svatefejl og kommaer ( og ja det var med vilje)

2012-01-09T06:22:00.000-08:00

Det er lykkedes mig at fejle i endnu et nytårsforsæt, som jeg af to omgange har stavet nytårsforTsæt. Jeg synes ikke der er meget jeg ikke kan stave til, men jeg er åbenbart symptomatisk blind på det ord, der omhandler nye tiltag, som fx. at tjekke for stavefejl inde jeg poster noget.

Nytårsforsæt # 2: ingen tv under maden

2012-01-06T00:05:00.000-08:00

Som I kunne læse tidligere, så kører det virkelig for mig med mine nytårsforsætter. Vi er seks dage inde i det nye år, og mit andet nytåsforsæt om at holde Tante tv slukket mens vi spiser er gået i vasken.

Vi har jo det dejlige køkken-alrum, som er fint, når man har små børn, man gerne vil holde øje med. Om de er ved få en ambulance i den gale hals eller om de er ved at lave et form for spa-arrangement på badeværelset, mens man laver aftensmad. Børn er for det meste der hvor de voksne er og derfor er vores køkken-alrum et køkken-allemandsrum. Her er Brio togbaner nok til at kunne køre fra Kbh H. - Ålborg, via Himmerland, her er en landingsbane af papir, her er æbleskrog fra i onsdags og Toys R' Us bor under vores sofa. Kort sagt: det er her det sner, hvis man er barn.

Vi er også mennesker, der ser tv, og det hænger fin placeret, så man kan se det fra vores spisebord. Det gør det fordi arkitekterne har tegnet rummet så der kun er tre vægge at gøre godt med og da det er dumt at hænge fjerneren over sofaen, ja så hænger det glimrende der hvor det hænger.

Problemet er at Kasper tænder for Ramasjang i det sekund han lander fra børnehaven. Han vil gerne lige se en halv time, mens han lander. Det er fint for mig. Men hov, så kommer der lige Peter Pedal og Pippi og Phineas & Ferb og og og og og.....det bliver ved i en uendelighed. Faktisk overvejer at skrive til Ramasjang om de kunne indføre spisepause på samme måde, som når de lægger sig til at sove. Rimelig generalisering af spisetider, men alligevel. It could work.

Jeg slukker i aften. Jeg gør det. May the force be with me.

En lillebitte afsløring

2012-01-05T01:39:00.000-08:00

Siden jeg sendte mit word dokument afsted til forlaget har jeg på en måde fortrængt det. Og det der står. Derfor blev jeg både rød i hovedet over det der står og over at se mit fjæs på en anden blog.

Men altså nu er det ude og du kan endda se, hvad bogen er endt med at hedde.

Se her.

Nytårsforsæt # 1: Madplan

2012-01-04T00:34:00.000-08:00

Jeg skal ikke holde mig for fin til at give den gas med nytårsforsæt. Jeg har ikke mange, men jeg er allerede dumpet i det ene: madplanen. 1. Fordi jeg kun nåede til onsdag før jeg blev distraheret af et-eller-andet-spændende-på-nettet-som-muligvis-var-et-par-sko. 2. Fordi jeg allerede tirsdag var bagud, 3. Fordi jeg allerede i går havde mistolket maden i vores køleskab og derfor ikke havde det kylling jeg skulle bruge 4. Fordi jeg ligesom har glemt at købe ind til ugen og derfor står med fire pakker Havrefras og en dåse tomater.

Således fik vi i går: falafler, ris og stegte røde pebre og ungerne fik minutnudler, som det lykkedes mig at tabe ud over køkkenbordet inkl. indhold og derfor skulle starte forfra. Pludselig ringede det på døren, og dér stod min underbo med sin datter og havde smækket sig ude. Datter sulten som en hest og jeg havde ikke decideret kalkuleret med mad til fem. Lad mig bare sige at jeg var glad for at vi havde æbler og rødvin.

Hvad fik I at spise i går?

Man tror altid det bliver nemmere, men look whos laughing?

2012-01-02T11:38:00.000-08:00

Efter 10 dages juleferie på 88 m2, ved jeg ikke hvad jeg helst vil have: lortebleer eller brødre-slåskampe (er det et sammensat ord med bindestreg Dines?) hvor begge børn nu argumenterer via skrål.

Men i dag har jeg utrolig meget lyst til at bryde i denne sang, som jeg digtede dengang jeg troede at klamme lortebleer var det værste. Jeg blev klogere.

Smukke smykker

2012-01-02T11:27:00.000-08:00

Ikke for nogen som helst grund, men hvis jeg bliver millionær på min bog, så får I allesammen en motherfucker ring som den her.

Jeg er sygeligt forelsket i den.

Overtræk = klik her.

Sagde jeg ikke det blev et sjovt år?

2012-01-02T03:59:00.000-08:00

I skulle have haft den her før jul, men jeg har først lige fundet den. Fik da helt lyst til at arbejde på en flådestation.

2012 here we come

2011-12-31T04:26:00.000-08:00

Kære Alle

Jeg ønsker jer et smukt nytår. Fyr den af med fis og ballade og kys og kram dem I er sammen med.

Jeg glæder mig til at se jer i 2012, som jeg ved bliver et fantastisk år. Det gør det bare. Vi får en fest.

Jeg håber, at jeg kan få en eller anden til at arrangere et mudderløb til os et sted i Danmark og jeg lover, amar og halshug, at løbe et løb til på 10 km i den pink dragt.

Vi ses til næste år.

Kærligst
Annamette

Hurra med hurra på

2011-12-24T14:24:00.000-08:00

Klokken er 23.20 og huset sover efter en hyl juleaften og en skøn fødselsdag. Min altså.

Jeg er træt og fantaserer om at få lov til at sove længe og lade opvasken stå, men for fem år siden fik jeg min første ve om fire timer og kl. 9.05 i morgen tidlig har Kasper fødselsdag. Så når I andre lader resterne stå, så må mor her lave fødselsdagsmorgenbord og sige goddav til endnu et hold gæster i morgen.

Kunne godt have planlagt det lidt bedre, når nu jeg i virkeligheden havde termin d. 6. januar. Men altså. Det bliver skidehyggeligt. Som det plejer.

God jul til alle jer derude.

Færdig

2011-12-21T06:31:00.000-08:00

Med hiv og sving og træk og nætter og rigtigt meget kaffe. Seriøst meget. Er jeg endelig i mål med det du kan komme til at læse i det nye år.

Tak fordi du ventede.

Julehistorien om Kai – sidste kapitel

2011-12-21T00:28:00.000-08:00

I dag er det slut på Kai's julefærd. Mest fordi Kaspers børnehave holder juleafslutning i dag og så passede det bedst, så der er ikke mere for den jule 5'er.

Håber I har hygget jer med at læse med.

Da julekalenderen sluttede i går havde John og Kai travlt med at pakke en juleoverraskelse til Johns venner. De knoklede helt ind til det var blevet mørkt, og da de var færdige sagde John:

-Ved du hvad, Kai? Jeg synes, vi skal køre derop nu og lægge overraskelsen.

-Jamen det kan vi da godt, sagde Kai. Men hvad er det i grunden for nogle venner vi skal op til? Og hvorfor skal de have denneher kæmpe pose med juleslik?

-Jo, ser du, sagde John. Overraskelsen er til en hel masse børn, som jeg kender oppe i en børnehave, der hedder Slottet.

-Slottet, spurgte Kai. Hvorfor hedder den det?

-Jamen det er fordi, den ligger oppe i Fredensborg, lige ved Fredensborg Slot, hvor dronningen bor om sommeren, sagde John.

-Nøøøj, det lyder spændende, sagde Kai. Lad os bare køre derop nu. Jeg skal bare lige have min kappe på, for der er drøn-koldt uden for.

Og så satte de to venner sig ned på Johns jet-knallert, og drønede op mod Fredensborg. De susede ud på motorvejen og kørte op til børnehaven.

-Er du sikker på at vi ikke forskrækker børnene, spurgte Kai, da de parkerede ude i gården.

-Kai, for hulan, det er midt om natten. Børnene ligger jo og sover derhjemme. De kommer først herop i morgen tidlig, sagde John.

John og Kai gik ned i kælderen og gik op i stuerne.

-Hvor skal vi lægge slikposen, spurgte Kai.

-Ja, det ved jeg sørme ikke, sagde John. Jeg har hørt, at der er en pædagog heroppe, som hedder Jesper, og han er vist lidt af en slughals – ligesom dig, Kai. Så hvis vi lader posen ligge fremme, så æder han bare den alle sammen, den dovenlars.

Mens John gik og ledte efter et godt gemmested til slikposen inde i Riddersalen, lød der pludselig et vældigt rabalder nede i kælderen.

-KAI HVOR ER DU, råbte John og løb ned af trappen, så hurtigt han kunne.

Inde i køkkenet lød der et farligt rabalder, og alle gryderne lå i én stor bunke. Nederst i bunken kunne John se to flade frø-fødder som stak ud under et grydelåg.

Kaiii ?? kaldte John, og hev forsigtigt i den ene frø-tå.

-Joooooooohn, hjælp mig uuuuuuuud, råbte Kai nede under alle gryderne.

John gravede Kai frem og satte ham op.

-Altså Kai, hvad laver du nede i køkkenet? spurgte John.

-Ja, hvad tror du selv, jeg leder efter et gemmested, råbte Kai og sparkede vredt til en stor gryde.

-AAUUUUUUU, råbte Kai.

-Ja så kan du lære det, din hidsigprop, sagde John. Natasjas gryder er nogle tunge nogen, så hvis du sparker til dem, så slår du dig.

Kai kiggede op, og John kunne se på ham at han havde fået en god ide.

- Jeg har det, råbte Kai. Vi kan da bare gemme slikket et sted ude på legepladsen!

- Selvfølgelig, råbte John. For så finder de dovne pædagoger jo ikke slikket før børnene!

De to venner gik ovenpå igen og gik ud på legepladsen.

- Der er godt nok mørkt, hva? Sagde Kai, mens de gik og kiggede efter et godt gemmested.

- PAS PÅÅÅÅ, råbte Kai, der er en kæmpestor edderkop lige der!

-Slap nu af, Kai, det er bare børnenes edderkoppe-gynge. Hjælp mig nu med at finde et gemmested, sagde John.

FLUMP, lød det, og så var Kai væk igen.

John kiggede ned i sandkassen, hvor Kai lå og rodede rundt.

-Du skulle altså se dig lidt for, sagde John. Men vent her, jeg kan se en god hule nede i skoven, jeg løber lige ned og gemmer posen.

John kom tilbag med det samme igen og fortalte, at nu havde han gemt juleslikket, så børnene kunne finde det i morgen, når de kom i børnehave igen.

- Nøj, sagde Kai. Hvor er det hyggeligt sådan at få en juleoverraskelse. Bare det var mig.

John kiggede ned på sin lille grønne frø-ven.

- Ved du hvad Kai, jeg har faktisk også en juleoverraskelse til dig, sagde John. Jeg er så glad for, at du har hjulpet med at reparere min jet-knallert, så vi kunne aflevere denneher gave, at jeg har købt en flybillet til dig. Til Kairo!

-Juhuuu, råbte Kai og så gav han sin ven et kæmpe knus. Hvornår skal jeg afsted?

-Jamen, jeg kører dig direkte i lufthavnen nu, så i morgen, når børnene finder deres jule-overraskelse, så sidder du i et dejligt lunt mudderhul nede i Kairo og hygger dig.

Og så satte John og Kai sig op på jet-knallerten og kørte ud i lufthavnen.

På vej ned til Kais fly, vinkede de til Johns ven Kalle, som var ved at tanke flybenzin på Kais fly.

-Hej Kalle, råbte Kai. Hav en rigtig god jul !!!

-Nej, Kai, flyvemaskinen er ikke GUUUL, råbte Kalle tilbage.

Da Kais flyver lettede kunne John se sin lille grønne ven, som vinkede til ham i vinduet. Og da flyet var lettet, gassede John sin skinnende røde jet-knallert op og kørte hjem på Sportsvej. Han havde travlt, fordi han skulle til at stege flæskesteg. Han skulle nemlig holde juleaften sammen med Frøken Kipdnisut og det glædede han sig rigtigt meget til.

Og Kai, han sad nede i Kairo i sit mudderhul og spiste risengrød og glædede sig til at han skulle åbne de julegaver han havde fået af John. Og Kai håber, at I allesammen får en rigtig sjov jul.

Mig og Mødregruppen

2011-12-20T05:03:00.000-08:00

Jeg er blevet fast gæst i Iben og Mødregruppen og det er jeg glad for, for der kommer så mange forskellige mennesker i det program, at selv mig, der synes jeg ved noget om alt, finder ud af, at det gør jeg så ikke.

I dag handlede programmet om nyopsætningen af Henrik Ibsens 'Gengangere' og deraf også en dabat om samfundet i dag verses 1880. Der blev snakket om Paradise Hotel, sex for åben skærm, grænser for seksualitet og kønssygdomme. Jeg var i studiet med dansklærer Gita Pasternak og arkæolog og meningsdanner (tror jeg godt at jeg må kalde hende) Dudu Tepe. Søde damer, vilde navne.Og jeg blev i hvert fald selv klogere.

Lyt med her, 1. time

Lyt med her, 2.time.

Julehistorien om Kai – kapitel 13

2011-12-19T23:57:00.001-08:00

Da julekalenderen sluttede i går havde John og Kai været ude i lufthavnen og få tanket Johns røde jet-knallert op med jet-benzin hos Johns ven Kalle.

Da de kom hjem til Johns lejlighed på Sportsvej lavede John en ordentligt stak sukkermadder, som de to venner spiste inden de gik i seng.

Da det blev morgen igen, vågnede Kai ved at John gik og sang julesange.

- Nå Kai, din dovenkrop, så kunne du vågne, sagde John.

John havde allerede lavet både morgenkaffe og havregrød, han skyndte sig at hive Kai ud af sengen.

- Altså, Kai, jeg har sådan glædet mig til min fridag, for i dag skal vi pakke en helt speciel jule-overraskelse ind til nogle af mine venner.

- Jeg har nemlig været ude og købe vingummi-bamser til dem alle sammen. Jeg købte dem for en uge siden og gemte dem inde i skabet, og nu tænkte jeg at vi kunne pakke dem ind, og så i morgen, kan vi køre op og aflevere dem til mine venner.

Johns øjne hoppede og dansede, mens han fortalte Kai om sine planer.

Men Kai sad bare og kiggede ned i bordet. Han var helt stille. Så sagde han stille:

- Jooooohn, de der vingummi-bamser, du har købt – lå de i en grøn plastikpose inde i dit skab? spurgt han.

- Ja, sagde John. Hvor ved du det fra?

- Jamen altså, det er jo bare fordi at du ved at jeg elsker vingummibamser, og en morgen i sidste uge, da jeg vågnede synes jeg bestemt at der duftede af vingummi-bamser, og så kom jeg til at lede en lille smule efter dem og så fandt jeg posen inde i dit skab …

- Hva? Har du spist vingummi-bamserne til mine venner? råbte John.

- NEJNEJ, sagde Kai bestemt. Jeg spiste kun én.

John løb ind i soveværelset, og kom tilbage med en tom grøn plastikpose.

- Spiste du kun én?? Posen er jo helt tom, råbte John.

- Nåhhhja, jeg mente at jeg kun spiste én pose, sagde Kai.

-DER VAR TRE KILO VINGUMMI-BAMSE, skreg John.

- Så var det nok derfor jeg fik så ondt i maven bagefter, sagde Kai. Det må du altså meget undskylde, John.

John satte sig ved køkkenbordet og sukkede.

- Hvad skal jeg nu give mine venner i jule-overraskelse, sagde John. Jeg har ikke flere penge til at købe vingummi-bamser for.

Så fik Kai en ide. Oppe hos Frøken Kipdnisut havde han nemlig set en masse lækkert chokolade.

- Du kunne jo prøve at spørge Frøken Kipdnisut, det kan være hun vil hjælpe dig, sagde Kai.

- Hva, jeg skal i hvert fald ikke op og spørge Frøken Kipdnisut om noget som helst. DEN SURE MOKKE, råbte John.

- Jamen, John, sagde Kai, hør nu her. Jeg er sikker på at hun godt vil hjælpe dig. Hun er jo faktisk slet ikke så sur, og det var jo hyggeligt at køre i tog med hende. I sad jo ved siden af hinanden. Og jeg så jo faktisk godt at I sad og holdt i hånd.

Så blev John helt rød i hovedet og begyndte at grine.

- Jaaahh, lidt sød er hun måske. I hvert fald når hun ikke råber. Okay, så går jeg op og spørger hende.

Der gik ikke længe, før han kom ned til Kai igen.

Til gengæld kunne han næsten ikke slæbe den store pose med slik, som han havde med.

- Se Kai, sagde John, Frøken Kipdnisut var helt vild sød, og hun havde en masse slik liggende, som hun gerne ville give til mine venner. Skynd dig og hent indpakningspapiret, for nu skal vi have pakket overraskelsen ind.

Og mens de to venner sad og pakkede slik ind, fortalte John, at han kendte en masse børn, som han synes var rigtigt søde og de skulle have en juleoverraskelse, som ham og Kai skulle op og aflevere hos børnene.

- Det var godt nok en god ide, sagde Kai. Og så spiste han en hel håndfuld slik.

- KAI, NU STOPPER DU MED AT ÆDE MINE VENNERS SLIK, råbte John,

- Æv, jeg tog eller kun et stykke, sagde Kai, og mens John rystede på hovedet, nåede han lige at snuppe en hel mundfuld mere.

Julehistorien om Kai – kapitel 12

2011-12-19T00:17:00.001-08:00

Da julekalenderen sluttede i fredags havde John selv fundet den sidste vigtige skrue til den røde jetknallert, og han kørte ud for at finde Kai, som gik rundt nede på gaden og var sur.

Men så snart Kai kom op at sidde på jetknallerten, blev han glad igen. For han elskede når John vred gashåndtaget helt tilbage og jet-knallerten kørte så stærkt at han blev nødt til at lukke øjnene.

- Kai, råbte John. Jeg håber du sidder godt, fordi vi har snart ikke mere benzin, så vi skal lige ud og tanke.

- Den er fjong, sagde Kai. Der ligger en tankstation lige derovre.

Så begyndte John at grine.

- Altså, Kai, det her er jo en jet-knallert. Den kan da ikke køre på almindelig benzin, ligesom det, der kommer i en bil. Den bruger jet-brændstof. Det er noget helt specielt benzin, som jeg køber af min ven Kalle, som arbejder ude i lufthavnen.

Kais øjne blev helt store:

- Skal vi ud i lufthavnen? Nøj, hvor fedt!

John vendte jet-knallerten i et stort sving, og kørte ud mod motorvejen.

Jamen John, råbte Kia. Knallerter må da ikke køre på motorvejen!

- Jeg er ligeglad, af baaaaanen, råbte John og så kørte han så hurtigt at han overhalede alle bilerne og busserne på motorvejen.

Da de kom ud til lufthavnen, standsede John jet-knallerten og sagde til Kai:

- Min ven Kalle er en lille smule speciel. Hans arbejde er at tanke jet-benzin på de store flyvemaskiner, og han har stået nede under de store flymotorer i så mange år, at han er blevet en lille smule døv. Så du skal snakke højt, hvis du vil sige noget til ham.

John kørte hen til porten og sagde til vagten at han skulle ind til Kalle, og så fik de lov at køre helt derind hvor de store flyvemaskiner holder.

Kalle stod ved sin tankbil og var ved at fylde benzin på en Boeing 747 som skulle flyve helt til Thailand.

- Hej Kalle, råbte John.

- DU SKAL SNAKKE LIDT HØJERE, råbte Kalle. JEG HØRER IKKE SÅ GODT !

- MIN KNALLERT MANGLER JET-BENZIN, råbte John.

- HVA, ER DU GLEDET I EN KLAT LIM ??? råbte Kalle.

- NEJ, NEJ, JEG SKAL HAVE BENZIN, TIL MIN KNALLERT, råbte John.

- ER DER NOGEN, DER HAR TAGET DIN KNALLERT ??? råbte Kalle.

- NEJ, NEJ, MIN KNALLERT ER LIGE HER. MEN DEN SKAL HAVE BENZIN, ELLER KAN DEN IKKE KØRE, råbte John.

- HVAD SIGER DU? KAN DU HELLER IKKE HØRE???

Nu blev Kai simpelthen så sur at han sagde:

- Nu gider jeg ikke høre mere på de to fjolser, og så hoppede han ned fra jetknallerten og tog Johns store hvide styrthjelm og knaldede Kalle sådan en over skinnebenet med hjelmen.

Og da Kalle bukkede sig ned for at ømme sig hoppede Kai op på skulderen af ham og skreg ham ind i øret:

- JOHN SKAL HAVE JET-BENZIN, DIT DØVE APPERAT !!!

- Nåå, sagde Kalle og kiggede over på John, skal du have jet-benzin? Det kunne du da bare have sagt.

Og så satte Kalle den store gule brændstof-slange fra tankvognen på Johns røde jetknallert og der kom et stort SLUUUUURP - og så var knallerten fyldt op og klar til at køre igen.

- TUSIND TAK, råbte John.

- NEJ TAK, JEG SKAL IKKE HAVE TOBAK, råbte Kalle tilbage vinkede til Kai og John.

John og Kai susede tilbage på motorvejen og der gik ikke længe, før de var tilbage på Sportsvej i Glostrup.

- Hvordan kan det egentlig være at jet-knallerten skulle fyldes op, spurgte Kai.
- Jo, ser du, sagde John. Vi skal snart på langtur vi to. Jeg har nogle venner, som skal have en helt speciel juleoverraskelse, og den skal vi to op og aflevere til dem, sagde John.

- Det var derfor det var så vigtigt at jet-knallerten blev repareret. Ellers kunne vi jo ikke aflevere overraskelsen, sagde John.

- Men nu skal vi to op og i seng, for i morgen har jeg fri fra arbejde, og så skal vi to ud og købe jule-overraskelser.

- Den er fin, sagde Kai. Men skal vi ikke lige have os en sukkermad, inden vi går til køjs?

Og så gik de to venner op for at smøre sukkermadder.

Din julegave til dig selv?

2011-12-16T03:31:00.000-08:00

Ved du stadig ikke hvad du skal være når du bliver stor? Hvis du gerne vil finde ud af det, så tror jeg ikke det nogensinde har været billigere. Du sparer 69% på Pernille Melsteds Find Din Passion online-kursus. Men kun til kl. 10 i morgen lørdag. Se lige her.

P.s.det er billigere end et fejlkøb i Vero Moda.

Julehistorien om Kai – kapitel 11

2011-12-15T22:49:00.000-08:00

Da julekalenderen sluttede i går, var Kai lige vågnet efter at have spist fem store sukkermadder for at fejre, at han fået fat i skruen til Johns jet-knallert. Og da John vækkede ham, var skruen væk igen.

Kai var helt ude af sig selv af raseri.

- Det var da det værste møg, spruttede han og blev helt rød i hovedet.

- Jamen Kai, hør nu her, sagde John og prøvede at berolige ham.

- Jeg skal ikke høre noget som helst! Nu har jeg slidt og slæbt for at finde den og så er den bare væk, råbte han og begyndte at hoppe op og ned.

- Altså Kai, lad mig nu lige fortælle dig … sagde John og prøvede på at få kai til at hidse sig lidt ned.

- NEJ, nu kan det være nok, råbte Kai, og så hoppede han ud i opgangen, tog sin røde kappe på og gik sin vej. På vej ud smækkede han døren med at kæmpe BANG.

Så tog han sin kappe og gik hen til vinduet og kastede den ud.

- HA, din dumme kappe, dér fik jeg dig. Nu kommer jeg ned og henter dig og så falder jeg slet ikke ned af trappen som jeg plejer.

Kai begyndte at gå ned af trappen. Da han havde taget to skridt sagde det:

SLAM !

Og så trillede Kai for over og begyndte at slå kolbøtter ned af trappen.

Han kunne lige høre Frøken Kipdnisut som råbte:

- Hov forresten, Kai, pas på du ikke falder, jeg har lige vasket trappen.

Kai var stadig på vej ned af trappen, og han sagde bare:

Av!

(Bump)
Din

(Bump)

Suuuure

(Bump)

Mokkeeeeeee !!!

Bump

… og så landede Kai for enden af trappen og kiggede ud på gaden, hvor hans kappe lå klar til ham.

Kai var stadig sur, så han tog jakken under armen og sagde til sig selv at nu gik han til Kairo, så han kunne ligge i en dejlig varm mudderpøl i stedet for at gå rundt herhjemme i dumme kolde Danmark og lede efter en dum skrue som hele tiden blev væk.

Og Kai han gik og gik, og mens han gik blev han mere og mere sur og ked af det.

Han var så ked af det, at han slet ikke hørte det kæmpe

VRUUUUUUMMM

som lød i baggrunden. Og han hørte heller ikke Frøken Kipdnisut som råbte:

- John, din dumme knallert-bølle !!!

Men lige pludselig hørte Kai en lyd han kendte, og så vendte han sig om.

Og dér på vejen så han Johns store skinnende jet-knallert komme kørende. Og John sad på den med sin hvide styrthjelm på og råbte KAIIIII, hvor er du ???

Kai hoppede og vinkede alt det han kunne og da John kom hen til ham sagde han:

- Jetknallerten? Men hvordan fik du den til at virke, john?

- Det var jo det, jeg forsøgte at fortælle dig, sagde John.

- Da jeg kom hjem fra arbejde så jeg at der lå en stor skinnende skrue på køkkenbordet, og jeg kunne med det samme se at den passede til min jet-knallert.

- Så gik jeg ned og skruede den på og startede knallerten og så kunne den køre!

- Men så var det at du blev sur og løb ud, og så blev jeg jo nødt til at køre ud af finde dig.

Kai sprang op og satte sig i skødet på John.

- Skal vi kke køre en lang tur, Kai, sagde John. Så bliver du sikkert glad igen.

Og så drejede John gashåndtaget på jetknallerten helt i bund, så der lød et kæmpe:

VRUUUUUUMMM

… og John og Kai susede afsted på den røde jetknallert.

Julehistorien om Kai – kapitel 10

2011-12-13T23:29:00.000-08:00

Da julekalenderen sluttede i går, var Kai kommet med John på arbejde og havde trykket på en masse knapper inde i førerhuset på Johns S-tog. Han lavede en værre ballade.

Faktisk lavede han så meget ballade at John til sidst sagde til ham:

- Så Kai nu kommer du altså ned i min rygsæk, indtil jeg har fri, for ellers får jeg aldrig kørt det tog tilbage på Hovedbanegåden.

Og da de endelig kom hjem i Johns lejlighed igen, var Kai så træt efter den lange dag, at han ikke engang ville have en sukkermad. Han gik bare lige på hovedet i seng.

Han vågnede først næste morgen, da han hørte, at John tog på arbejde.

Det første han tænkte var:

- I dag skal jeg have fat i den skrue til Johns jet-knallert, som Frøken Kipdnisut havde ryddet op, da hun var nede i Johns lejlighed.

Men Kai vidste bare ikke hvordan han skulle komme op i hendes lejlighed. Derfor ville han gå sig en lille tur, for når han gjorde det, plejede han altid at få en god ide.

Så han tog sin røde kappe ned fra knagerækken og gik ud på trappen og tog den på.

- Dum-ti-dum, hvis jeg går en lille tur, skal det nok blive bum, begyndte Kai at synge.

Men han nåede kun et tage ét eneste skridt før han snublede i sin røde kappe, og faldt lige på hovedet ned af trappen.

BUMP, BUMP, BUMP, BUMP … lød det mens Kai trillede ned og trappen og landede midt på.

Han rejste sig op og tog sig til hovedet.

- Det er vist godt, at min kappe er så tyk, for jeg slog mig næsten ikke. Nu må jeg hellere være mere forsigtig på det sidste STYYYYYYYYYKKE …

råbte han og snublede igen i sin lange kappe.

BUMP, BUMP, BUMP, BUMP … lød det mens Kai trillede videre ned af trappen og til sidst landede allernederst og satte sig lige på rumpen.
Kai var helt rundtosset, og han løftede langsomt sit hovede og kiggede op.

Lige foran hans næse så han en anden næse, som var kæmpestor.

Og bag den anden næse var det et par store øjne som kiggede nysgerrig på ham. Under næsen var der en kæmpestor mund, som langsomt åbnede sig.

- Hej Kai !!!

Det var Kais ven Jan. Det kæmpestore postbud.

- Hvad laver du nede på gulvet Kai, spurgte Jan.

- Det var fordi, jeg faldt i den dumme kappe, sagde Kai.

Jan samlede Kai op i sin kæmpestore næve. Han sagde:

- Så var det da godt, at jeg lige var ved at putte breve i postkassen, så jeg kan hjælpe dig op.

Pludselig lød der et kæmpe langt brag.

BRRRRRRRRRR, sagde det.

Det var Jans mave, der knurrede. Jan så helt mærkelig ud i hovedet og fik pludselig travlt med at komme ud på gaden.

- Kai, den er helt gal. Jeg tror, jeg skal til at slå en prut igen. Kan du ikke lige give det her brev til Frøken Kipdnisut, for jeg bliver nødt til at gå, sagde Jan og gav Kai en hvid konvolut, hvor der stod: “TIL FRØKEN KIPDNISUT”.

Og Jan var kun lige kommet uden for trappedøren før der lød et kæmpe:

PRUUUUUUUUUUUUTTT !!!

Jans prut var så høj, at alle ruderne i huset rystede, og der gik kun et øjeblik, før Kai hørte et vindue der gik op og Frøken Kipdnisut råbte:

- Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!

- Det var godt, tænkte Kai, så ved jeg da at hun er hjemme.

Og så gik han op og ringede på døren.

- Næmen goddag, Kai, råbte Frøken Kipdnisut, da hun så den lille frø sidde uden for døren. Og ved du hvad, det er godt nok for galt, nu har hørte jeg igen John køre rundt på den skrækkelige jet-knallert, som larmede så meget, at jeg nu igen væltede min kaffekop.

- Ja, det er godt nok noget værre noget, sagde Kai. Men jeg har et brev til dig!

Næ, er det saaaaandt, råbte Frøken Kipdnisut, det var da en dejlig overraskelse. Vil du ikke med indenfor og have en pebernød, inden du går, Kai???

Jotak, det ville da være dejligt, sagde Kai og gik med ind i køkkenet.

Frøken Kipdnisut var helt opslugt af sit brev og hun åbnede det med det samme og begyndte at læse det. Hun kiggede kun på brevpapiret og blev helt stille.

Pludselig sagde hun:

- Ved du hvad, Kai, kan du ikke selv tage en pebernød. De er i kagedåsen i min taske lige derovre.

Kai blev ellevild og og hoppede over til hendes taske.

Og da han havde stukket sin lille tynde frø-arm ned i kagedåsen efter en håndfuld pebernødder, kiggede han ned i tasken. Og DER lå den. Den skrue som han manglede til Johns jet-knallert.

Haps, sagde det, da han snuppede skruen og hoppede ud i gangen for at gå ned af trappen.

Farvel, Frøken Kipdnisut, sagde han. Og tak for pebernødderne”

Julehistorien om Kai – kapitel 9

2011-12-13T23:24:00.001-08:00

Da julekalenderen sluttede i går, var Kai på togtur med Frøken Kipdnisut og John, og han var rigtig glad, fordi han endelig havde fundet ud af hvor den sidste skrue til Johns røde jet-knallert. Den lå nemlig i Frøken Kipdnisuts håndtaske.

Det fandt Kai ud af, da hun bankede tog-konduktøren oven i hovedet med tasken, da han prøvede at få hende til at flytte sig væk fra pladsen ved siden af John i toget.

Resten af togturen var så spændende - og Kai spiste så mange pebernødder, at han til sidst faldt i en dyb søvn nede i Johns rygsæk.

Han vågnede slet ikke, da de kom hjem fra togturen, og John var selv så træt, at han helt glemte at lægge Kai i seng, da han kom hjem om aftenen.

Næste morgen vågnede Kai ved, at han pludselig stod på hovedet.

- HOV!

- Hvad er nu det!

BUMP, sagde det og så vendte Kai pludselig den anden vej igen!

Kai kæmpede for at komme ud af sin lange røde kappe. Men det var som om han sad fast.

GUNK, GUNK, GUNK, sagde det, og det hele hoppede op og ned. Kai forstod slet ingen ting. Og der var også helt mørkt.

Pludselig gik det op for ham: John havde glemt at tage ham op af sin rygsæk, og nu var John på vej på arbejde.

- JOOOOHN, råbte Kai, DIN SKVADDERPANDE! Du har glemt at tage mig op af rygsækken. JEG VIL UUUUUUUUDD, skreg Kai.

Uden for rygsækken kunne John ikke høre nogen som helst ting. Han havde trukket sin kæmpe store hue ned over ørerne og var gået ned i gården, kigget på sin røde jet-knallert, som stadig var i stykker, og så begyndt at gå ind på Hovedbanegården.

Han hverken hørte eller mærkede, at Kai lå nede i hans rygsæk og spruttede af raseri.

- JOOOOOHN, DIN KLAMPHUGGER, LUK MIG SÅ UUUUUUUUUUUD, skreg Kai og kæmpede for at få fat i lynlåsen, så han kunne komme ud, men hver gang han var lige ved at nå den med sine små frø-fingre, så tog John et lille hop ned over en kantsten, og Kai blev kastet rundt én gang til og blev endnu mere sur.

Da John endelig lukkede lynlåsen op og stirrede nysgerrigt ned i rygsækken, var det første han så to helt røde frø-øjne, som stirrede surt på ham.

Kai sprang op fra rygsækken og hoppede op og ned af raseri, men John sagde:

- Kai, kig dig nu lige omkring. Du har altid gerne ville med mig ud og køre i S-tog, og nu sidder du inde i førerhuset.

- Nøøøøj, sagde Kai og kiggede på alle knapperne. Det var meget svært ikke at komme til at røre ved nogen af dem.

- TUUUUUUUUUT, sagde det pludselig, da Kai kom til at trykke på en lillebitte knap, da John kiggede væk.

- KAI ! sagde John strengt, det var hornet, du lige trykkede på, det må du altså ikke.

- Åuuukay, sagde Kai, jeg skal nok lade være med at røre ved en eneste knap så, sagde han. Men det er bare fordi de ser så spændende ud.

Pludselig lød der en masse høj musik.

KAI, NU PILLER DU ALTSÅ NALLERNE! råbte John.

Kai var kommet til at trykke på radio-knappen så alle passagererne hørte jule-musik.

- Ja, NU skal jeg nok passe rigtigt godt på, sagde Kai og satte sig oven på sine hænder for at han ikke skulle komme til at pille ved noget han ikke måtte.

- Ja tak, sagde John, det er jo slet ikke til at køre S-toget, sådan som du trykker på det hele.

Pludselig lød det er højt HVIIIIIIIIN og toget bremsede hårdt op og stoppede lige med et.

KAAAAIIIII, HVAD HAR DU NU LAVET, råbte John.

- Ikke noget, sagde Kai. Jeg hev bare i det her sjove håndtag en lille smule.

- Kai, for dævlen, det er jo nødbremsen, sagde John.

Og sådan fortsatte turen helt hen til Ballerup Station.

Her havde John pause, så han tog sin kaffe frem og hældte en dejlig stor kop op.

Så kiggede John på sin lille grønne frø-ven, og så sagde han:

- Ved du hvad, Kai, jeg håber virkelig, at min jetknallert kommer til at virke igen inden det bliver jul.

- Jeg har nemlig en overraskelse til nogen af mine venner, og jeg kan kun aflevere overraskelsen, hvis min jet-knallert virker.

- Bare rolig John, sagde Kai. Din jet-knallert skal nok blive klar til jul, det skal jeg nok sørge for.

Og mens John drak sin kaffe færdig og begyndte at køre S-toget tilbage til Københavns Hovedbanegård, planlagde Kai at i morgen, ville han en tur op og besøge Frøken Kipdnisut, så han kunne få fat i den sidste sidste skrue, så knallerten kunne komme ud og køre igen.

Julehistorien om Kai – kapitel 8

2011-12-12T13:56:00.001-08:00

Da julekalenderen sluttede i fredags var Kai rigtig glad, fordi han havde fået John til at invitere Frøken Kipdnisut med på togtur til Tisvilde med juletoget. Så kunne Kai måske få hende til at fortælle, hvor hun havde gemt den sidste og vigtige skrue, som manglede til Johns røde jet-knallert.

Da det blev søndag stod John ekstra tidligt op for at gøre sig klar. Han gik i bad, barberede skægtubbene af og vaskede ørerne en ekstra gang, så han var klar til togturen.

Han tog sin flotteste skjorte på og de fine sko - for han vidste, at Frøken Kipdnisut var en fin dame, som helst ville have at han så pæn ud.

Kai stod og kiggede på John, som fór rundt og gjorde sig klar.

- Ja det er godt, jeg bare skal have min røde kappe på, og så er jeg klar, sagde han højt.

I næste øjeblik bankede det på døren, og Frøken Kipdnisut kom ind:

- Så kære John, nu håber jeg sandelig, at du vasket ørerne, for vi KAN jo ikke have, at vi sidder i det fine tog, og så er vi beskidte. Og har du nu renset negle også, for det går jo virkelig ikke an, hvis ikke fingrene er fine og rene, sagde hun med sin skingre stemme.

- Og jeg håber sandelig, at hun har sine pebernødder med, sagde John helt stille til Kai.

Men han smilede til Frøken Kipdnisut og sagde bare:

- Den er fin. Kom, Kai, så går vi.

BUMP !!!

Kai faldt ligeså lang han var, da han snublede i sin lange røde kappe. Og de var ikke engang kommet ud af fordøren endnu.

- Jeg tror det er bedst, hvis du kommer ned i min rygsæk, Kai, sagde John. Ellers bliver det vist en lang tur hen til stationen.

Juletoget til Tisvilde kørte fra Hellerup Station og John, Frøken Kipdnisut og Kai fik de bedste pladser i hele toget. John og Kai sad ved vinduet over for hinanden og Frøken Kipdnisut sad ved siden af John.

Da toget startede lød der et højt TUUUUUUU-HUUUUUUUUTTTT fra hornet, og det gamle damp-tog satte ganske langsomt i gang, mens den store motor sagde TUK-TUK-TUK …

- Goddaaaag, må jeg have lov at se billetterne …

Tog-konduktøren havde en stor høj hat på og en skinnende fin og ren uniform.

Da han kom hen til John, Kai og Frøken Kipdnisut kiggede han en ekstra gang på billetterne.

- Jeg er bange for at De sidder på den forkerte plads, lille dame. Den rigtige plads er her ved siden af frøen - og ikke ved siden af herren, , sagde konduktøren og pegede på John.

- Næ ved De nu hvad, sagde Frøken Kipdnisut, DET er godt nok for galt. Her sidder jeg ved siden af min gode ven John og DET kan jeg foriskre dem om at jeg bliver ved med, for det må jeg være DEM som har set forkert på billetten.

Frøken Kipdnisut blev helt rød i hovedet af raseri, og konduktøren blev helt forvirret.

- Næmen, jeg synes nu bestemt at der står her på billetten at De skal sidde på plads nummer 38, sagde konduktøren strengt.

- Og juletog-reglementet siger meget klart at passagererne skal sidde på deres rigtige plads! Ellers passer systemet ikke, og det kan vi jo ikke have.

Men Frøken Kipdnisut VILLE sidde ved siden af John, så nu blev hun for alvor sur. Hendes øjne blev helt røde og hun sprang op med sin lille dametaske i hånden og begyndte at skælde konduktøren nu.

- Skal du komme her og smide mig væk fra min gode plads ved siden John, skreg hun.

- Nu skal jeg lære dig et par paragraffer om at have gode manerer!

Og så svingede Frøken Kipdnisut sin håndtaske i én stor bue, så den ramte konduktøren lige oven i hovedet med et kæmpe stort SLAM !

Konduktøren blev helt skeløjet, og han nåede lige at sætte sig ned på numsen og mærke på den store bule, han havde fået.

Så kiggede han op og så at Frøken Kipdnisut ikke var færdig med ham og kom løbende mens hun svingede sin taske.

- HJÆÆÆÆÆLP, råbte konduktøren, og han flygtede væk fra den skummende Frøken Kipdnisut, og han hoppede helt over i den anden togvogn, hvor hun ikke kunne ramme ham med sin taske.

- DIIIN SUUUUUURE MOKKEEEEE !!! råbte han efter hende.

Da Frøken Kipdnisut kom til bare til deres plads og satte sig ved siden af John, viste hun stolt sin lille håndtaske frem.

- Ja, den ser ikke ud af så meget, men forleden da jeg gjorde rent, fandt jeg en stor skinnende skrue i min karklud. Den har jeg lagt nederst i min taske, så den er endnu bedre at slå med, hvis der skulle komme nogle dumme mandfolk, som den gyselige konduktør.

- Nå, John, skulle vi ikke se at få os en pebernødder, sagde hun og fiskede en kagedåse op af tasken.

Kai blev ellevild! For nu vidste han, hvor skruen, som han manglede til John jet-knallert, var henne !

Jeg kunne ikke lade være....

2011-12-12T11:35:00.000-08:00

Jeg ved det, det er verdens billigste point. Men tjek lige de her julebilleder. Jeg elsker dem alle. Kan bare ikke vælge hvilken familie jeg synes vi skal inspireres af?

Holger i manegen, igen-igen

2011-12-12T01:35:00.000-08:00

Holger - nu som kendis

Hold kæft, hvor er det her stadig latterligt.

"Også de kendte sloges om en plads ved siden af Holger, som slet ikke brød sig om opmærksomheden og gentagende gange kravlede op i sin mors arme." No shit?

Tidligere blogindlæg om Holger.

(billedet lånt fra bt.dk)

Mig og så min fødselsdag

2011-12-12T00:45:00.000-08:00

Inden jeg giver ordet videre til Thures julehistorie, så kaster jeg lige noget ud i plenum, ikke?

Jeg har fødselsdag juleaften, og skal i dagens anledning også være den der holder julen. Men jeg har haft for travlt til at tænke på, hvad jeg skal lave på min fødselsdag. Jeg har sagt til Thure, at indtil kl. 15.00, så er det min fødselsdag, men jeg ved også godt, at hvis jeg ikke finder på noget, så ender jeg med at bygge Lego hele dagen.

Så, hvad siger du? Hvad synes du jeg skal lave på min fødselsdag?

Julehistorie om Kai - wrap-up

2011-12-11T13:59:00.000-08:00

Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7

..hvis du vil være fri for at scrolle, så sparer du et par minutter, og dem kan du jo bruge på at spise småkager.

Julehistorien om Kai – kapitel 7

2011-12-09T01:32:00.001-08:00

Da julekalenderen sluttede i går, havde Kai fået et brev fra sin tog-klub med en invitation til at køre med det gamle juletog på til julemarkedet i Tisvilde. Og han fik med det samme en ide til, hvordan han finde finde ud af, hvor Frøken Kipdnisut havde gjort af den sidste og meget vigtige skrue til Johns røde jet-knallert.

Da det blev morgen, var Kai rigtigt tidligt oppe. Han stod op, mens det stadig var mørkt, og mens der stadig var lang tid til morgenfjernsyn med Nissebanden i Grønland.

Hele morgenen gik Kai rundt og ventede på, at John skulle vågne, så han kunne komme i gang med sin plan.

Til sidst blev han så træt af at vente, at han sagde:

- Hvis John ikke selv vågner, så må jeg jo gå ind og vække ham.

Og så hoppede Kai ind i stuen, hvor John stadig lå og snorksov under sit tæppe.

Først prøvede han at vække ham på den stille måde, hvor han gik over og sagde til lige så stille i Johns øre:

- Jooooo-oooohn, du skal ooooooooop.

Det eneste John sagde var:

Snnooooooorkkkk !!

- Joooohn, du skal altså vågne nu, sagde Kai, lidt højere.

Men John snorkede bare videre.

- JOHN, STÅ SÅ OP DIN DOVENLARS, råbte Kai og begyndte at blive sur.

Det eneste, der skete var, at John smaskede to gange og vendte sig om.

Så blev Kai sur, og han begyndte at hoppe op og ned, mens han spruttede arrigt:

- KAN DU SÅ VÅGNE DIN HUNDEHANDLER, råbte han, mens han stampede på Johns fod.

Men lige lidt hjalp det. John sov ligeså tungt, som han havde gjort hele natten.

- Nu skal jeg nok få den sovetryne op, sagde Kai til sig selv og hoppede ud i køkkenet. Her hentede han en stor spand med iskoldt vand, som han meget forsigtigt bar ind i stuen. Hun skulle jo nødigt spilde.

Han tog skålen under sin ene frø-arm og kravlede op på den høje bogreol, som stod lige bag ved sofaen, hvor John lå og sov.

Da han var kommet op på toppen af reolen, satte han skålen med vand lige præcis over Johns hoved, og så gav han skålen et stort spark.

Skålen med koldt vand ramte John lige i hovedet, og han sprang op i et kæmpe tigerspring og brølede højt:

Uuuuuuuuuuhhhhhhhh-AAAAAAAAAAAAAA !!!

John slog en stor kolbøtte og landede lige på benene, så han stod ret op og ned.

Nede fra Frøken Kipdnisuts lejlighed hørte Kai, at hendes kaffekop væltede, og kort efter lød det ude i gården: ”Joooohn, din dumme knallert-bøllllee ...”

Frøken Kipdnisut må have troet, at brøllet kom fra Johns jet-knallert, der startede.

Men John hørte slet ingen ting. Han var jo lige vågnet.

- Puha, sagde han. Jeg drømte, at der var nogen, der smed koldt vand i hovedet på mig.

John kiggede op på kai, som sad oppe på reolen.

- Jamen god morgen Kai, sidder du deroppe? sagde han. Tænk sig, mit tøj er helt vådt, jeg må have svedt i nat, hva?

Kai skyndte sig at hoppe ned fra reolen, og ude i køkkenet sagde Kai til John:

John, jeg har fået en ide: Hvad synes du, om at vi to brugte weekende på at tage på togtur til Tisvilde med det gamle juletog.

- Næ, det var da en god ide, Kai. Du ved jo at jeg elsker at køre i de gamle damptog, sagde John.

Kai var meget spændt, da han sagde den næste ting:

Ja. Og så synes jeg vi skal invitere Frøken Kipdnisut med … sagde Kai forsigtigt.

- HVA ???? råbte John højt og var lige ved at vælte sin kappekop.

- DEN SURE MOKKE ??? Jeg skal ihvertald ikke ud og køre i tog med den rappenskralde, sagde John.

- Jamen hør nu, sagde Kai. Det kunne jo godt være at vi kunne få Frøken Kipdnisut til at bage de pebernødder, som du så godt kan lide.

- Av ja, det er rigtigt, sagde John.

Der er nemlig ikke noget i verden, som John hellere vil have end Frøken Kipdnisuts pebernødder.

Ja, hun laver jo godt nogle gode pebernødder, sagde John så.

Så rejste John sig op og sagde højt:

Kai, nu går jeg op til Frøken Kipdnisut og spørger om hun vil med os ud og køre med juletoget til Tisvilde.

JUBIIIII, råbte Kai, og mens han hørte John gå ned af trappen og banke på Frøken Kipdnisuts dør, gik han i gang med at tænke over, hvordan han skulle finde ud af, hvor hun havde gjort af den sidste skrue til Johns røde jet-knallert.

Julehistorien om Kai – kapitel 6

2011-12-08T01:03:00.001-08:00

Da julekalenderen sluttede i går, havde Kai lige fundet ud af at Frøken Kipdnisut havde snuppet den vigtige specialskrue til Johns jet-knallert med sin karklud, da hun var oppe og skælde ud over de grimme fodsport i trappeopgangen.

Kai blev splitterrasende, da han så at skruen var væk, for hun troede han lige at han kunne få Johns knallert ud og køre igen.

Han hoppede og og ned og blev hel mørkegrøn i hovedet, mens han råbte:

- Den suuuuure mokkke !!!

Men Kai var ikke sur ret længe, for John spurgte om han ikke lige kunne spise én sukkermad mere, og det kunne han selvfølgelig godt. .

John og Kai sad sammen i sofaen og spiste deres sukkermadder, mens John fortalte om, hvordan hans dag havde været med at køre S-toget fra Købehavns Hovedbanegård og ud til Ballerup Station.

John havde haft en lidt mærkelig dag, fordi alle togene var blevet forsinket og holdt i én lang kø.

Hvordan kan det være, spurgte Kai.

Ja det er godt nok mærkeligt, sagde John. Men da jeg kørte s-toget ud mod Vanløse, lød der pludseligt at kæmpestort brag. Det lød næsten som om, der var en der slog en kæmpestor prut. Og den prut var så stor at det hele rystede og så blev vi nødt til at stoppe alle s-togene indtil stationsforstanderen fandt ud af om det var et jordskælv.

Kai sad helt stille i sofaen og sagde ingenting. Men han havde en anelse om hvem der kunne havde slået den kæmpe prut, som havde stoppet Johns s-tog.

(Oplæser: Spørg evt. ungerne om de kan huske hvem det var ...)

John fortsatte:
Ja, det er helt skørt, for lige efter den kæmpe prut synes jeg bestemt, at jeg hørte Frøken Kipdnisut skrige: - Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!

Det er helt skørt, synes du ikke, Kai? spurgte John.

Kai sagde slet ingenting nu og gemte sig næsten under sin pude.

- Så var det alligevel postbuddet Jans kæmpe-prut, som stoppede toget, tænkte Kai.

- Hvad skete der så, spurgte Kai.

- Ja så sad vi dér i Vanløse og ventede på at stationsforstanderen fik ringet ind til Politistationen og fik af vide om der virkelig var et jordskævl i gang i København. Men det var der slet ikke, så da vi havde ventet lidt, fik vi lov til at køre igen. Men nu var der en farlig masse kø, så vi skulle vente endnu længere tid, før vi måtte køre.

John sukkede højt:

- Og ved du hvad Kai, vi ventede så længe, at da jeg endelig kom til Ballerup var kaffen i min termokande blevet helt kold. Og du ved jo, at jeg bedst kan lide varm kaffe.

- Så jeg har slet ingen kaffe fået i dag, Kai og så ved du, at jeg bliver - GAAAAAABB - noget så træt, sagde John og smaskede to gange, inden hans øjne langsomt faldt i.

Hov, sagde John, lige inden han faldt i søvn. Lå der ikke et brev til dig ude på køkkenbordet, Kai?

Og så snorksov John i sofaen.

Kai havde helt glemt at hans ven, det pruttende postbud Jan, havde givet ham et brev, så han hoppede ud i køkkenet så hurtigt hans små frø-lår kunne holde til det og skyndte sig at åbne brevet.

Kære Kai, startede brevet og Kai læste langsomt hver eneste linje, og da han var kommet til sidste linje råbte han JUBIIII.

Brevet var nemlig en invitation fra Kais togklub om at komme op til Tisvilde og køre med det gamle juletog, som er et rigtigt damplokomotiv som kører hele vejen fra Hellerup Station og op til det store julemarked i Tisvilde.

Kai havde prøvet at køre med juletoget sidste år også og det var vildt spændende, fordi toget havde et kæmpe damp-tudehorn som sagde TUUUUU-HUUUUUT, hver gang det startede.

Der stod i brevet, at Kai måtte tage to venner med i toget, og han fik straks en ide, som han synes var vældig god:

Hvis han kunne overtale John til at tage Frøken Kipdnisut med på togturen op til Tisvilde, så kunne Kai måske finde ud af, hvor hun havde gjort den af meget vigtige jet-knallert-skrue, som hun havde taget.

Ja, det er godt nok en god plan, sagde Kai.

Så hoppede han ind i sofaen og lagde et tæppe over John, så han ikke kom til at fryse, og bagefter hoppede han ud i køkkenet.

- Jeg kan vist godt lige spise én sukkermad mere, sagde han til sig selv.

Julehistorien om Kai – kapitel 5

2011-12-07T02:43:00.000-08:00

Da julekalenderen sluttede i går, havde Kai dykket ned i bunden af kloarken for at hente den helt specielle skrue til Johns jet-knallert op. Han var så træt bagefter, at han lige ville hvile sig lidt, inden han samlede knallerten færdig. På vej op i Johns lejlighed, gav hans ven, postbuddet Jan, ham et brev.

- Der er post til dig, Kai, sagde Jan.

Kai tog den store røde kuvert under armen og gik op i Johns lejlighed.

Puuha, det er godt nok hårdt arbejde at reparere såden en jet-knallert, sukkede Kai og gik ud for at smørre sig en sukkermad.

Kai elsker sukkermadder, og han kan spise ligeså mange, han vil, for John er jo ikke hjemme hele dagen lang og så er der ingen til at sige:

- Hør nu her, Kai, du har spist 7 store sukkermadder, så nu får du altså ikke flere!

Når Kai laver sukkermadder, så skærer han en tyk skive franskbrød. Den ligger han på bordet og så henter han smør-skålen og en kniv. Han passer rigtig godt på, når han smører smør på brøddet, for han ved at hvis der er et stykke, hvor der ikke er smør på, så hænger der ingen sukker på, på det stykke.

Så tager han en flad tallerken og hælder sukker på. Og til sidst vender han franskbrøddet ned i sukkereret, så det smøret bliver helt fyldt med sukker.

Så tager han et glad saftevand og sætter sig ind i stuen og spiser sin sukkermad.

Det bedste ved Kais sukkermadder er at det knaser så dejligt i tænderne, så man tygger al sukkeret.

Det næste Kai hørte var at det hamrede og bankede på døren til Johns lejlighed.

Han vågnede med at kæmpe spjæt og så at han var faldet i søvn lige midt i sofaen, da han havde spist sin sukkermad.

- Hvem dælen kan det være, sagde Kai til sig selv og gik ud og åbnede døren.

Ligeså snart døren var en lille smule på klem, blev den skubbet op med et brag.

Kai tumlede tilbage og rullede fire gange rundt inden han landede lige på numsen med et ordentlig ‘BUMP’ og så Frøken Kipdnisut komme ind i stuen midt i en stor støvsky.

Frøken Kipdnisut havde et forklæde på, hun havde sine lyserøde hornbriller i panden og hun havde en støvkost i den ene hånd og en klud i den anden.

- Nej ved du nu hvad, John, det er simpelthen for galt, vi bliver nødt til én gang for alle at få en snak om de griiiiimme pletter ude i trappeopgangen, det kan simpelthen ikke blive ved med at …

Frøken Kipdnisut stoppede op. Hun kiggede ned på Kai.

Nu var der helt stille i lejligheden. Kai sad stadig på gulvet og han kiggede op på Frøken Kipdnisut og så lidt forvirret ud.

- Nå, er det dig, der sidder dér, Kai, sagde hun så.

- Jeg troede John var hjemme, sagde hun.

- Nej, han er ikke kommet hjem endnu. Hans jet-knallert er nemlig gået i stykker, begyndte Kai at fortælle.

- Næ altså, hvor ser her ud, råbte Frøken Kipdnisut og hun begyndte straks at tørre støv af bordet med sin karklud.

- Der ligger jo skruer og alt muligt og flyder, sagde hun og hun tørrede og tørrede indtil Kai råbte:

STOOOOP !!!

- Du ved godt, at John ikke vil have, at du kommer herned og rydder op, når han ikke er hjemme, sagde Kai.

DING DOOONG, lød det ude fra døren, og Kai så Johns runde hoved komme ind af døren.

- Næ sig mig engang, hvad laver du hernede hos os, Frøken Kipdnisut, sagde John.

- Jeg skal tale med dig om de griiiiimme fodspor, som nogen har sat ude i trappeopgange. Det kan ganske simpelt ikke gå an, sagde hun.

- Nu bliver jeg jo nødt til at støvesuge og vaske og tørre af og vaske en gang til for vi kan jo så sandelig ikke have at vores trappeopgang ikke er ren, vel John ???

John tog fat i Frøken Kipdnisuts ene arm og svingede hende rundt, ligesom hvis man danser. Og da hun var lige ud for hoveddøren, gav han slip, så hun røg ud af døren og var lige ved at snuble.

- iiiiiiiiiihhhhhh, hvinede hun, og John smækkede døren efter hende og sagde til Kai.

- Sådan en sur mokke! Nu har hun vel ikke ryddet op hernede osse, vel Kai? Sidst hun var her, ryddede hun en hel bunke skruer op, som jeg havde liggende på køkkenbordet.

Kai fór op fra gulvet og løb hen til køkkenbordet.

Skruen til Johns jet-knallert var væk! Han havde lagt den på køkkenbordet, men nu havde hende Frøken Kipdnisut ryddet dem op!

Kai blev edderspændt rasende og begyndte at hoppe op og ned, mens råbte: ÆÆÆVVV

- Så så Kai, sagde John, du skal ikke blive så sur.

Men John vidste jo ikke hvad det var Frøken Kipdnisut havde taget.

- Skal vi to ikke have os en sukkermad, sagde John. Så bliver det hele nok godt igen.

Husmorråd om hoste

2011-12-06T01:31:00.000-08:00

Fuhrmann goes doctor, vil i dagens anledning af hostende mennesker i terminalfasen, godt komme med et lille råd. Et råd, som er som den slags husmorråd: de kan ikke forklares, men de virker.

De kommer fra min svigermor.

Da hun som barn, havde slem hoste, stod hendes mor op midt om natten og smurte et stykke rugbrød med spegepølse, som hun sagde til min svigermor, Eva, at hun skulle spise i bittesmå bidder. For det tog hosten.

Så ligger du som Maren, kan du med held købe dig en 3-stjernet og en pakke rugbrød og gå i gang.

Hvis ikke det virker, kan du altid drukne sorgerne i Julehistorien.

Julehistorien om Kai – kapitel 4

2011-12-06T01:07:00.000-08:00

Da julekalenderen sluttede i går, havde Kai lige tabt den sidste af de helt specielle jet-knallert-skruer ned i kloaken nede i gården. Og netop da Kai troede at det hele blev mørkt, kiggede han op og så at det var postbuddet Jan, som stod og skyggede for solen og gjorde det hele mørkt.

-Hej Kai, sagde postbuddet.

- Hej Jan, sagde Kai til sin ven.

Kai havde været venner med postbuddet Jan lige siden han var flyttet ind hos John, og nu var de bedste venner.

Jan var ligeså stor, som Kai var lille. Det var derfor han kunne skygge for solen, da han bøjede, sig ned for at se hvad der var, der lå og kiggede ned i kloarken.

Han samlede Kai op i sin kæmpestore hånd og løftede han op, så Kai kiggede lige ind i Jans store næse.

- Hvoffer ser du så ked ud af det, Kai, sagde Jan.

Og så fortalte Kai sin ven hele historien. Om hvordan jet-knallerten var gået i stykker, så John måtte gå ind på Hovedbanegården, og Kai forsøgte at reparere den, men nu havde han tabt den vigtige skrue ned i kloarken.

Han snakkede så hurtigt og baskede så ivrigt med armene imens, at Jan til sidst sagde:

- Hør nu her, Kai: Er du ikke en frø?

- Joo, det skulle jeg mene, sagde Kai.

- Og den vigtige skrue ligger nede i kloarken, ikke? sagde Jan.

- Joo, sagde Kai.

- Så kan du da bare svømme ned efter den, sagde Jan. Frøer er jo supergode til både at svømme og til at dykke. Har du helt glemt det?

Og så blev Kai glad igen.

- Selvfølgelig, sagde han højt! Du Jan, kan du ikke lige hjælpe mig med at løfte låget ned til kloarken, for det er for tungt for mig, sagde Kai.

Og Jans store næve satte Kai ned på jorden igen og løftede det tunge kloarkdæksel op, så Kai kunne springe ned.

Kai tog en kæmpe indånding og dykkede så langt ned i vandet, som han kunne. Og ganske rigtigt: Nede i bunden lå den skrue, som han manglede til Johns jet-knallert.

- Giiisp, sagde det, da han kom op til overfladen igen.

- Er du der, Jan, råbte han.

- Jaja, jeg er lige her, råbte Jan.

- Prøv lige at bøj dig herned, sagde Kai, så smider jeg skruen op til dig.

Kai nåede lige at høre at Jan sagde “Åukay”. Så lød der et kæmpe-stort brag oppe fra gaden:

- PRUUUUUUUUUUUUUUUTTT, sagde det, da Jan bøjede sig ned.

Den prut Jan havde slået var så stor, at hele kloarken rystede og Kai faldt bagover ned i vandet.

- Hvad sker der, råbte Kai, var det dig ????

Jaahh, råbte Jan, det må du undskylde, men jeg fik kål til aftensmad i går, og jeg har bare slået sådan nogle store prutter hele morgenen.

Oppe i gården rungede Jans kæmpe-prut stadigvæk og pludselig hørte Jan og Kai en skinger stemme:

- Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!

Det var Frøken Kipdnisut, der troede, at prutten var Johns jet-knallert, der startede.

Jan blev så bange, da han hørte hende, at han løb væk og gemte sig under en lille rød Peugeot, som stod nede i gården.

Det så helt fjollet ud, for Jan var så stor, at man sagtens kunne se ham bag ved bilen.

Men Frøken Kipdnisut havde ikke fået sine briller på, så hun så ham ikke og lukkede vinduet igen med et brag.

- Føj for en sur mokke, sagde Jan til Kai, som var kommet op af kloarken igen.

- Var det virkelig din prut, spurgte Kai? Det lød ligesom en rumraket!

Jan gad ikke snakke mere om prutter, så han hjalp Kai op ad kloarken i stedet for.

Nu hvor Kai havde fundet den sidste skrue til jet-knallerten, tænkte han, at det nok var bedst at han tog den i lommen og gik op og hvilede sig lidt, inden han samlede knallerten færdig.

Åukay Kai, sagde Jan. Så går jeg videre på postruten.

Men lige inden han skulle til at gå, stoppede han op.

- Hov, jeg var lige ved at glemme det her, sagde Jan og tog et brev op ad sin posttaske: Der er post til dig, Kai ….

Julehistorie om Kai - kapitel 3
Julehistorie om Kai - kapitel 2
Julehistorie om Kai - kapitel 1

Fra fit til fed til fit

2011-12-05T02:45:00.000-08:00

Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt ham her før. En amerikansk personlig træner, som hele sit liv har været en helsefreak og som alle dage har levet sundt og trænet det han skulle. En skarpskåren type med sixpack all over.

Han var træt af at høre fra sine overvægtige kunder, at han ikke anede en skid om, hvordan det var at være afhængig af sukker og fed mad og hvordan det føltes at være overvægtig. Og nej, det vidste han ikke. Derfor satte han sig det mål, at han på et halvt år ville stoppe med at træne, som i: HELT stoppe med det og tage 20-30 kg på.

Jeg synes det er sejt. Hvis du klikker dig rundt i videoerne, så kan du se, hvordan han kæmper med at spise alt det mad han skal spise for at tage på og på hans blog fortæller han også om, hvordan hans følelser for 'comfort food' vokser og vokser jo mere han stiger i vægt. Om hvordan han bliver irritabel, ked af det og sur fordi hans krop er i dvale og ligger i sukkerlage.

Han er startet på den lange vej det er at komme tilbage til formen og på at spise sundt igen, og han poster madplaner for hver dag, som man kan printe ud og der ligger videoer af hans træning for hver uge.

Nåmmen glædelig december. Den rulle marcipan spiser jo heller ikke sig selv.

Julehistorien om Kai – kapitel 3

2011-12-05T01:20:00.000-08:00

Da julekalenderen sluttede i fredags, var Kai gået ned i gården for at reparere John jet-knallert, som var gået i stykker, da Kais kappe satte sig fast i kæden.

John var jo på arbejde, så Kai vidste, at han havde hele dagen til at reparere jet-knallerten. Og lidt til, fordi John skulle jo også gå hele vejen hjem igen, når han havde kørt S-toget i garage.

-Det er jo nemt nok at få den til at køre igen, sagde Kai til sig selv.
-Jeg skal bare have kappen ud af kæden, så er den så god som ny.

Kai fortsatte ned af trappen og helt ned i kælderen, hvor han hankede op i John kæmpestore værktøjskasse og slæbte den op af trappen.

Kai er jo en lille frø med små korte ben, så han baksede med værktøjskassen, som lavede en farlig larm, fordi alle Johns skruetrækkere og svensknøgler og hammere bankede ind i hinanden.

Kai var sikker på at han snart ville høre Frøken Kipdnisut råbe, men da han lyttede efter kunne han høre at hun skramlede rundt med sin støvsuger, så hun kunne slet ikke høre Kai og værktøjskassen.

Da Kai kom ud i gården, så hans Johns fine røde jet-knallert, så ovre ved garagen.

-Brrrrrrr, sagde Kai, da han kom ud i gården.
-Det er godt nok koldt i dag.

Kais store røde kappe, som plejer at holde ham varm, sad stadig fast i jet-knallert-kæden. Så Kai rystede af kulde, mens han skramlede løs med værktøjet.

Først tog han den store røde kæde-skærm af og lagde på et stykke stof, så den ikke blev ridset.

Så begyndte han at løsne boltene til kæden.

Hvis det var John, der skulle gøre det, så satte han bare svensknøglen på, holdt godt fast med sin store hånd og sagde ”Huuuuumffff” og drejede bolten løs.

Men Kai er jo en hel lille frø, som slet ikke er ligeså stærk som John.

Så han må i stedet først sætte svensknøglen på bolten. Og så kravle op på jet-knallerten og hoppe ned på svensknøglen med al sin kraft.

Når han hoppede tredje gang, så gik bolten løs.

Det tog en farlig lang tid, men én efter én fik han løsnet bolten og så kunne han pille kæden af.

Hans røde kappe sad så godt fast mellem tandhjulene at han måtte tage en skruetrækker g bruge til at bakse kappen fri.

Da kappen kun sad en lille smule fast, tog Kai fast i den med begge hænder og satte fødderne op på jet-knallerten, så han kunne trække til for fuld kraft.

”Hiiiiiiiivvv !!!” råbte han og med ét kom kappen fri og Kai trillede bagover og rullede fire gange rundt på asfalten i gården.

Mens han rullede råbte han:

-Hov!
-Hov!
-Hov!
-Hov!

… indtil han sad stille.

Pludselig var der helt mørkt.

-Heyy, hvem slukkede for lyset? sagde han.

Der var helt mørkt. Og det føltes som om nogen havde smidt en stor tung dyne hen over ham.

-Tænd så det lys, spruttede Kai, og han blev så sur at han begyndte at hoppe op og ned, mens han blev helt rød i hovedet.

-Hvis ikke I tænder for det lys, lige nu bliver jeg eddersplittende rasende …

Kai nåede ikke at sige mere, for så tumlede han ud fra sin kappe og trillede rundt på jorden.

Der var nemlig ikke nogen, der havde slukket lyset. Det var Kais store, røde kappe, som var landet oven på ham, da den kom fri af kæden. Og den var så tyk og varm at der var helt sort neden under den.

-Min kappeeee, råbte Kai og skyndte sig at tage kappen på, så han kunne holde op med at fryse.

-Nå, skulle jeg så ikke se at blive færdig med den jet-knallert, sagde Kai og gik hen for at sætte kæden på.

BUNK, sagde det, da Kai snublede i sin kappe og faldt lige langt han var henover gården.

-Dumme kappe, sagde han. Og tog fat i svensknøglen og begyndte at samle kæden igen.

Da han var færdig med kæden manglede han bare at sætte kæde-skærmen på igen. Den skulle skrues på med nogle helt specielle skruer, som der var fire af.

Kai havde være med John ude og købe skruerne, som var nogle helt specielle jet-knallert-skruer.

Kai skulle koncentrere sig rigtigt meget med at skrue skruerne og i, og da han kun manglede én skrue gik det galt.

Kais kappe er jo en lille smule for lang, og da han skulle hente den sidste skrue, snublede han igen, og den sidste skrue, faldt ud af hans små frø-fingre.

En frø har kun fire fingre, så de har lidt svært ved at holde fast i så vigtige ting som jet-knallert-skruer, og Kai lå lige så lang han var på jorden og så den sidste skrue, trille hen mod nedløbs-røret.

PLUMP sagde det, da skruen faldt ned kloaken og nu vidste Kai slet ikke hvad han skulle gøre.

Pludselig blev det helt mørkt igen. Kai kiggede ned på sin kappe, for at se om den var landet oven på han igen, men det var den ikke.

Men da han kiggede op igen, så han, at det var postbuddet Jan, som skyggede for solen.

-Hej Kai, sagde postbuddet.

Julehistorie om Kai - kapitel 1
Julehistorie om Kai - kapitel 2

Info om Frøen Kai

2011-12-04T14:22:00.000-08:00

Det er sådan, at julehistorien om Frøen Kai kun kommer på hverdage og sidste dag fredag d. 23. dec.

Bare lige, hvis der skulle sidde en eller to eller tre og vente i weekenden.

Julehistorien om Kai – kapitel 2

2011-12-02T04:03:00.000-08:00

Da julekalenderen sluttede i går, lå frøen Kai oppe i sin seng og kunne ikke sove. Johns jet-knallert er nemlig gået i stykker. Det er den, han bruger til at køre på arbejde fra Glostrup og ind på Hovedbanegården, hvor han kører S-toget.

Men i går måtte John gå hele vejen til Hovedbanegården, fordi hans jet-knallert ikke kunne starte. Det er Kai meget ked af, fordi han ved nemlig godt, hvad der er galt med knallerten.

Der er nemlig kun én ting som Kai holder mere af end at ligge i et dejligt lunt mudderhul uden for Kairo – og det er at køre på Johns jet-knallert om natten, når både John og den sure Frøken Kipdnisut ligger og sover.

Hele sommeren igennem har Kai kørt på jetknallerten hver eneste nat. Ligeså snart John har sagt: ”Go nu nat, Kai, og sov godt” ligger Kai og lytter efter, hvornår John begynder at snorke. Og når snorkeriet går i gang, ved Kai at nu sover John som en sten, og så lister han ud af sengen.

Han går ud til hoveddøren og passer meget på at den ikke smækker. Hvis man ikke er forsigtig lukker den nemlig med et kæmpe brag.

Men Kai lukker den ligeså stille i og går ned til den røde jet-knallert, som han skubber helt ud på vejen, inden han starter den. Så kan John eller Frøken Kipdnisut nemlig ikke høre braget, når motoren starter.

Så tager Kai Johns hvide knallert-hjelm på og kører ud i natten. Når man er en lillebitte frø, kilder det nemlig rigtigt meget i maven, når man kører på en jet-knallert, og det kilder specielt meget, hvis man kører rigtigt stærk igennem svingene.

Men nu er det gået galt og jet-knallerten er gået i stykker helt oppe ved noget der hedder Ølsted, og nu kan den ikke køre mere.

Kai er nemlig bare en lille grøn frø, og han er jo slet ikke vant til, at der er så koldt om vinteren. Derfor har John købt en dejlig og varm kappe til Kai, så han ikke fryser.

Kappen er helt rød og har hvidt stof på ærmerne.

I synes måske, at det ser mærkeligt ud, at der går en lille grøn frø rundt i Glostrup med en rød kappe på, men det er Kai ligeglad med.

Men han er ikke ligeglad med, at kappen er en lille smule for lang. En frø har jo ikke særligt lange ben, så hver gang Kai er ude og gå med sin kappe på, falder han i den lange kappe og snubler.

Og den lange kappe er også grunden til, at John jet-knallert ikke kan køre mere. Da Kai var ude og køre på knallerten i går nat, satte kappen sig nemlig fast i kæden og så sagde det ”RUUUUUUMMMMM” og så ville den den ikke køre én eneste meter mere.

Så Kai blev nødt til at skubbe den røde jet-knallert hele vejen fra Ølsted og hjem til Glostrup.

Det tog så lang tid at solen næsten var stået op, da han kom hjem.

Kai nåede kun lige at stille knallerten nede i gården og liste op i sin seng, før han hørte Johns kuk-ur, som sagde: ”Op John, Op John, Op John, Op John”.

Og så stod John op, børstede tænder og tog sin varme hue på.

Kai lå lige så stille i sin seng, da John gik ned af trappen.

Så lød der et kæmpe brøl nede fra gården:

-Hva' er nu det??? Det var John der råbte.

Kai hørte Frøken Kipdnisuts kaffekop vælte og hørte at hun trampede hen mod vinduet.
-Joooohn, din dumme knallert-bølle !!! råbte hun ud af vinduet.

John kiggede op på Frøken Kipdnisuts vindue og så helt forvirret ud.

'-HVA? Jeg har slet ikke kørt på den, den vil ikke starte', råbte John forpustet.

'-Ja, det var sandelig godt', råbte hun og smækkede vinduet i.

'-Din sure mokke', sagde John, og så begyndte han at gå ind til Hovedbanegården.

Kai var rigtig ked af at han havde ødelagt Johns knallert. Derfor rejste han sig op i sin seng og sagde højt til sig selv: ”Jeg skal nok få Johns jet-knallert til at køre igen – om det så skal tage mig helt til juleaften !!!”

Kai fik så travlt, at han løb ud i gangen og ned at trappen. Han så slet ikke, at døren til Johns lejlighed smækkede bag ham, men han rørte det kæmpe brag, som døren gav, da den smækkede.

Og nede fra Frøken Kipdnisuts lejlighed hørte han at hendes kaffekop væltede, og kort efter lød det ude i gården: ”Joooohn, din dumme knallert-bø ...”

Men så bliver der stille, fordi hun så, at den skinnende røde jet-knallert, stadig stod nede i gården.

Julehistorie om Frøen Kai

2011-12-01T00:38:00.000-08:00

Vejen til en mors hjerte går gennem hendes børn og jeg ved ikke, hvad der er Thures motiv til at skrive en julekalender til Kaspers børnehave, som hver dag skal læses op i bussen på vej til udflytteren. Måske smider han et lod et puljen, om at vinde titlen som Father of the Year? ..... eller også håber han bare på ~~mere sex~~ at han får en virkelig stor julegave i år.

Historien er inspireret af min far, John, som har den legendariske frø Kai boende i lommen. Det er i hvert fald det, han i noget der ligner 20 år, har sagt til alle de børn han underviser og ditto børn i familien. Men Kai er en livsnyder og ikke sådan lige at drive frem fra sin magelighed, så man ved aldrig hvornår han er der. Kai er jævnligt til diskussion herhjemme. Hvor er han? Hvor bor han? Hvad spiser han? Og måske bliver vi klogere på Kai her i december.

Du får første afsnit her. Det kan være du vil læse den op for dine unger. Eller dine kolleger, som jo altid har længtes efter en julehistorie, selvom de er blevet voksne.

Julehistorie kapitel 1

Historien handler om en lille grøn frø, som hedder Kai. Kai bor på Sportsvej i Glostrup sammen med en rar gammel mand, som hedder John. Fordi Kai er en frø, så fryser han altid rigtigt meget om vinteren i Danmark, da frøer ikke har en dejlig tyk pels ligesom en isbjørn, som kan varme dem, når det blæser, og når det sner. Frøer er helt grønne og små og kan allerbedst lide at ligge i solen eller i et dejligt varmt mudderhul. Og sådan er det også med Kai.

Men mudderhuller er der ikke mange om om vinteren i Danmark - og dem der findes, er i hvert fald ikke varme nok til at Kai gider ligge i dem.

Og lige præcis derfor, plejer Kai faktisk aldrig at være hjemme i Danmark i december måned, hvor der jo er jul. I stedet for at bo på Sportsvej sammen med John, plejer han at flyve ned til de varme lande. Her bor han et dejligt varmt sted lige uden for en by der hedder Kairo. Her er der varmt sand og dejlige mudderhuller, som en lille frø uden isbjørne-pels elsker at ligge helt nede i, så det kun er frø-øjnene, der stikker op over mudderet.

Men i år er han altså hjemme på Sportsvej sammen med sin ven John.

John er en voksen, som er en lille smule tyk og som altid har en stor hue på, fordi han er ved at tabe sit hår, og derfor fryser han altid hovedet. John har verdens sjoveste arbejde. Han er tog-fører og kører S-toget fra Ballerup til Hovedbanegården i København. Så hvis I ser et rødt s-tog, skal I vinke til det, for det kan være at det er John, der kører det.

Hver morgen kører John ind på sit arbejde på sin knallert. Det er en hel speciel knallert, som er skinnende rød og har fire kæmpestore udstødningsrør, som er helt blanke. Johns knallert har raket-motor, så hver morgen, når han starter den, giver den et kæmpe brag, så den vækker alle der bor i opgangen. Og det er der ikke alle der kan lide. Særligt ikke Frk. Kipdnisut.

Hun bor ovenover John og Kai og hun er en meget striks dame, som altid altid gør rent og som ikke kan lide, hvis man råber. Og hver morgen når John skal på arbejde og tænder for raket- motoren på sin knallert så bliver frøken Kipdnisut SÅ forskrækket, at hun vælter sin kaffekop, så der er kaffe over det hele. Så løber hun ud og åbner vinduet og råber lige så højt hun
kan: ”Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!” Men John hører aldrig, at hun råber, for han er allerede inde på Hovedbanegården og er ved at starte sit S-tog.

Kai han hører det til gengæld hver eneste morgen, og han bliver ligeså forskrækket over Frøken Kipdnisuts skrigeri, som hun gør over Johns raket-knallert. Men i dag er anderledes. Der er nemlig helt stille. John har taget en ekstra stor hue på og han er gået hele vejen ind til Hovedbanegården, for at køre S-tog. Nede foran opgangen står Johns raket-knallert og kan ikke køre. Den er nemlig gået i stykker. Det fandt John ud af i går og han blev så gal i skralden at han råbte ”Neeejjjjjj” så højt at Frøken Kipdnisut væltede sin aftenkaffe og løb ud til vinduet og råbte: ”Joooohn, din dumme knallert- bølle !!!”

Og så blev John bare endnu mere sur, fordi han kørte jo ikke engang på knallerten.
Så i stedet for at køre på sin knallert, måtte John stå helt tidligt at så han kunne nå at gå in på Hovedbanegården.

Og Kai, han ligger oppe i sin seng og kan slet ikke sove. Han ved nemlig godt, hvorfor Johns knallert ikke kan køre .

...fortsættes i morgen.

Klumme fra JP (i søndags)

2011-11-29T01:53:00.000-08:00

Kys julen og smæk benene op

I dag er det første søndag i advent og lige om lidt ruller julen ind på perron ét, lastet til bristepunktet med hygge. Det’ jul det’ cool og det er nu man hygger sig bedst, så den skal have én over lampen. Basta. Vi skal komme hinanden så meget ved i hjerternes fest, at vi er ved at kløjs (jysk for kvalt).

Hjemme i min familie kan vi toppe juledagene med, at vi har to fødselsdage hhv. juleaften (mig) og 1. Juledag (min ældste søn), så lad mig bare sige det sådan: to poser Bridge blanding er ikke altid nok at skylle det ned med. Der skal stærkere sager til. Og en snaps er velkommen. Også inden 10.

Men. Vi har faktisk altid haft en hyggelig jul og min mor burde få en medalje ud i fødselsdags -og juleplanlægning, så hvis nogen står og mangler en logistikchef med ekstra kringler i ærmet, så sig til.

Nu er jeg jo selv blevet mor til to. Og derfor også indkøber af to stk. pakkekalendre og for resten også en and. For nu er vi nemlig også sådan nogle voksne nogen der holder juleaften. Min mand og jeg. Med alt hvad dertil hører. Og lad mig med det samme afsløre, at jeg er vild med alt det der ramasjang, der foregår i december. Der bliver oprustet med stearinlys, i en grad så jeg kunne oplyse en hel landsby og til min mands store ærgelese, hører jeg julemusik non-stop i december måned.

Jeg elsker julefrokoster og at chefen bliver alt for fuld og at ham nede fra salg stikker røven ned i kopimaskinen. Jeg synes simpelthen det er en fest at vælte rundt i sildemadder og sneøl, og skråle ’laaaaaaast christmas I gave you my heaaaart…’ – det er pivhyggeligt. Ikke at forglemme snapsen. Den der skønne fornemmelse, efter første glas. At det brænder i halsen, prikker på tungen, og giver hjernecellerne et lille venskabeligt buzz. Skønt. Og ligeså skønt at man fordobler sin BMI på bare tre dage.

Vi får givet hinanden nogle ekstra krammere og vi pakker hjemmet ind i julepynt og landskaber og slipper for at kunne se nullermændene for bare grankogler. Alt dette på bare 26 dage. Whats not to like? Halleluja.

Den stopper bare ikke helt her. For december på december ser jeg folk gå op i limningen. Fuldstændig spændt op i guirlander og forventninger, med Bing Crosbys fløjlsbløde stemme som underlægning, mens der drømmes om en pletfri jul. Helst helt hvid, for der er eddermame ingen der skal komme og sige, at det var en dårlig jul.

Således bliver der travet rundt i manegen med bekymringer om nu Onkel Hans opfører sig ordentligt til julefrokosten. Om Tante Tut igen kommer rendende med sine hjemmestrikkede grydelapper, om anden bliver ordentligt stegt og om hele lortet vælter om kap med juletræet, fordi vi glemte at tale sammen det forgangne år og derfor ikke lige fik afstemt forventningerne. Som man siger.

Men ved du hvad? Drop alle dine lister på lister på lister med gaveindkøb, rengøring, familiefejder og gør noget andet. Sæt dig ned, smæk noget musik på, som du holder af. Giv dig selv noget lækkert chokolade og tag en dram. Og er du allerede ved at gå i panik over om der nu er kirsebærsauce nok til alle, så ringer du bare. Jeg har købt. Og det var nok også blevet jul alligevel. Uden sovs.

Gud i himlens navn

2011-11-29T01:37:00.000-08:00

Jeg var som sædvanligt en tur forbi AmarOrama, og faldt over indlægget, som serverede et stykke med The The. Dem havde helt glemt. Men det her nummer tager mig straks tilbage til en sommer i 90'erne, med bare ben, motorcykelkæreste, bål og lange nætter ved stranden i Vejle. Skovture, cykelture og snurreture rundt i et ret så ubekymret liv.

Radio 24/7

2011-11-27T23:31:00.000-08:00

Når jeg ikke kan skrive, er det da godt at jeg kan snakke. Og det skal jeg i dag på Radio 24/7 hos Iben i Mødregruppen fra 10-12.

Som en gammel cirkushest kan jeg slet ikke vente med at få en mikrofon foran munden og sidde i et studie. Jeg savner det heeeeeeelt vildt.

I dag handler programmet om fødsler. Gisp!

Skulle vi ikke lege....

2011-11-25T02:01:00.000-08:00

at jeg sagde til dig, at jeg virkelig er glad for at du klikker herind. Stadigvæk. For her er noget tyndt og slapt med ordene. Jeg ved det godt.

Jeg ved det virkelig godt.

Det er bare meget meget meget svært at skulle stoppe op og sætte et 'under construction' op i vinduet.

Aaaarrgggg!

Do the boogaloo - James Brown style

2011-11-22T03:01:00.000-08:00

Hvis du sidder og keder dig lidt på din kontorplads, så vil jeg anbefale dig at indtage kantinen med en fællesdans. Sammen med James Brown. Har du nogensinde set mere cool dans? Jeg har ikke.

Workshop

2011-11-21T03:00:00.000-08:00

Hvis jeg bloggede på Bloggers Delight, så ville jeg betale for at denne annonce kom på bloggen. Fordi. Det er et must for alle forældre. Og jeg tør godt love guld og gode mavefornemmelser, når I går derfra. Really.

Jah-jah, jeg kender dem og jah-jah, de er også mine veninder, men de er altså også stanghamrende dygtige til det de gør. Og du får så forældrehatten passer på den workshop. Jeg har selv prøvet dem på egen krop en del gange og de lægger ikke fingre imellem. Til gengæld deler de rundhåndet ud af de berømte tools, der skal til, når man har kids.

De er ikke kedelige. De er ikke millionøseagtige. Vær så venlig at booke en plads. Det vil du ikke fortryde.

Klumme fra 24 Timer i dag

2011-11-18T00:13:00.001-08:00

Klummen: Hold snitterne for dig selv, cykeltyv!

Jeg har set min mand græde to gange på de seks år vi har været gift. I aftes var det tæt på at være tredje gang. Han kom slukøret op fra kælderen og fortalte med sorg i stemmen, at alle hans cykler var blevet stjålet. Fra vores aflåste fælleskælder i vores eget aflåste kælderrum, som på ingen måde er en ussel gammel kælder med noget træværk, man kan stikke sin hånd igennem. Næ, der skal noget hardcore indbrud og noget boltsaks til. Og vupti, så var de cykler væk.

Der bliver meldt 80.000 cykler stjålet om året i Danmark, og min mands fire cykler er så nummer 80.001, 80.002, 80.003 og 80.004. Men det er altså mere end bare tal. De cykler, som tyven stjal, er ikke fire bøjede rør med nogle tilfældige hjul på. Han (hun?) stjal blandt andet en mountainbike, som min mand havde kørt på ved adventureløb i Tyrkiet, Equador, Schweiz og Polen. Det var hans bedste cykel. Og på den var der sirligt klistret et billede af mig og ungerne, til minde om dem, der sidder og hepper derhjemme. Cyklen var som de andre tre håndsamlet over mange måneder.

Jah-jah, det er kun døde ting, og vi kunne da også hurtigt blive enige om, hvor godt det var, at vi ikke liiiige var kommet ned i kælderen med to børn, mens der stod en eller anden freak med en boltsaks. Jeg ved også godt, at cykeltyverier nærmere er reglen frem for undtagelsen. Men. DET GØR MIG EDDER-SPRUTTENDE-RASENDE HVER GANG DET SKER.

Cykler er erstattelige, men det er den latterlige indgriben i ens hverdag ikke. Forsikringspapirer. Opkald til politi. Til forsikringsselskab. Indsendelse af dokumenter. Alternativer til transport. At man skal indlægge ekstra tid om morgenen for at nå børnenes bus til skovbørnehaven og til sit arbejde, da man skal med offentligt transport, eller starte en rundringning for at høre, om der er nogen, der ligger inde med en ekstra cykel, plus cykelvogn og ekstra barnesæde (som om).

Derfor, Mr. Cykeltyv, stjal du meget mere end fire stelnumre, da du raidede vores kælder. Gid, du kun får bløde pakker til jul resten af dit liv.

At være god nok

2011-11-16T23:26:00.000-08:00

Anna har i al beskedenhed skrevet en bog, som er transformeret til en e-bog. Den er inspireret af den amerikanske 'When I loved myself enough', som er en bog alle burde have stående på deres bogreol. Eller ligge i tasken. Permanent. Jeg giver gerne alle et skub over på Annas blog, for den bog er så fin. Og selvom du er en mor, der står med armene i vejret og strutter af selvtillid, så læs den alligevel. Den kan købes og downloades for sølle 35 kr.

Da jeg besluttede jeg var en god nok mor, lod jeg børnene om at bestemme, hvordan de ville se Rasmus Klump. Og det gøres åbenbart bedst iført flyverdragt og klapvogn.

Anmeldelse Hot Yoga, vol. I

2011-11-15T22:07:00.000-08:00

I går var jeg til Hot Yoga. Min vægttræning har nemlig lidt en smule de sidste uger, så jeg gået desperado og prøver at smelte fedtet væk. Nu med Hot Yoga.

Anmeldelse i listeform:

1. Sørg for at aflevere al overskydende mavefedt i receptionen.Og lårfedt, for den sags skyld. Det er bare nemmere at bøje sin krop som en skumskrue, når ikke der sidder to formbrød i vejen.
2. Vær nøgen.
3. Hvis du ikke synes det er passende at være nøgen, så tag m e g e t lidt tøj på. Tænk bikini. Lad vær med at tage dine løbetights på, en stram top og så lige en løs top over, for at skjule mavefedtet. Der går to sek. og du sveder så meget, at tøjet klæber og alle kan se dine deller.
4. Og det er de andre i øvrigt komplet ligeglade med.
5. Vær forberedt på at se, din ikke så smidige krop, bevæge sig på måder du aldrig havde drømt om, i 45 m2 spejl. Det er ikke kønt.
6. Vær forberedt på, at der blandt andet bliver talt yoga'sk: 'vi laver nu øvelen fnidesadarswirisja.' Kig kig kig på hvad de andre gør i stedet.
7. Vær ikke ked af, at du ikke forstår sætninger som: 'sug nu armene helt ind i rygsøjlen.'
8. Læg dig tæt ved indgangsdøren. På den måde får du frisk ilt, når nogen går ud og ind. Det kan være din lifesaver.
9. Vær ikke ked af, at du ikke kan nå dine tæer, som hende foran dig kan. Hun har ligget i det varme rum og kedet sig alle de timer, hvor du har siddet nede i alverdens kager og haft en fest.
10. Men bliv inspireret og bliv målrettet: jo mindre fedt, jo mindre tøj kan du iføre dig. Win-win.
11. Lad vær med at fortæl din mand om det. Eller sig til ham, at alle damerne står i joggingtøj og højhalsede trøjer. Ikke præcis hvor mange slanke damer, der bøjer sig i stillinger han slet ikke kan forestille sig, og ikke hvor lidt tøj de har på. Det her poledacing på Yogimåden. Men den får du talt ned.
12. Glæd dig. Det er HOT. På den hotte måde.

Status dogmeløb

2011-11-15T21:47:00.000-08:00

Tak. For fanden fordi I godt gider løbe det løb. Jeg tæller sammen og smider det hele i hovedet på Thure. Så må han finde ud af noget. Hvad? Siger I ikke det.

Ellers gælder det om at spamme løbsarrangører rundt omkring.

Jeg kan ikke se, hvilken del, der ikke er total tilskuervenligt med Maren, der hopper i trampolin med bare patter, mens der spurtes igennem i mudderhuller plus diverse. En af os ender vel med at smide trusserne også. Det bliver en fest. Jeg ved det bare.

Tak igen for jeres tilbagemeldinger.

Dogmeløb

2011-11-09T01:31:00.000-08:00

Ladies jeg har brug for jeres opbakning. Jeg skrev jo en klumme om fesne kvindeløb og siden da, er det væltet ind med forslag og tilbud fra her og der og allevegne.

Et af de lidt mere anderledes forslag får du lige først. Bare for hyggens skyld. Det er fra Benny.

Kære Annamette

Jeg har med interesse læst din klumme i JP i dag søndag 30. okt. I klummen stiller du spørgsmålet: “Hvorfor skal det være sådan”? - om forskellen mellem mænds og kvinders aktiviteter.

Den tysk/amerikanske psykoanalytiker Erich Fromm har i sin essay samling “Dogmet om Kristus” et essay med titlen “Køn og Karakter” hvor han søger at forklare de spørgsmål som du stiller i klummen.

Jeg håber du vil give dig tid til at læse essayet og håber at det må give dig ny viden om det evige aktuelle og interessante emne - forskellen mellem mand og kvinde.

Men der sidder blandt andre også en mand i Viborg, der gerne vil give bolden op for noget løb i mudder og noget stegt pattegris og fadøl. Om han også kan skaffe lækre mænd, der råber: HOLD KÆFT NOGLE GODE PATTER, som Maren foreslog, det ved jeg ikke. Ellers må vi selv tage dem med.

Og jeg siger det bare med det samme: Jeg tager gerne den pink dragt på, promise, hvis I tager med til Viborg. Jamen det gider I da godt ikke? Hvis ikke I gider, så fortæl mig lige her, om I ville gide det, hvis det lå på Sjælland. Jeg hælder selv mest til at det bliver afholdt i min baghave på Amager Fælled, men så heldig har jeg nok ikke lov at være.

Jeg har prøvet at prakke løbet på Thure, der nu, udover at rende land og rige rundt i bjerge uden søvn, også er blevet en hardcore løbsarrangør, men da jeg foreslog det, kiggede han på mig med et halvfesent blik og jeg kunne se, at han blev lidt stødt på manchetterne ~~nosserne~~ over at jeg udråbte ham som kvindeløbsarrangør. Foreslog ellers at han kunne få hjælp fra Smukke Allan, som jo også er en passioneret mudderløber i fin kombi med hang til udklædning, men jeg tror ikke det lykkes at få ham overtalt.

Så. Hånden op: hvor mange gider at tage en dag med mudder og vandhuller?

Alternativt kan vi i fællesskab, som Benny foreslår, læse et essay og blive klogere på Dogmet om Kristus? Tomato-tomato.

For sådan er kvinder jo

2011-11-08T04:12:00.000-08:00

Typer, som må bryde ud i latter, når vi ser en salat.

Klumme fra JP (sidste søndag)

2011-11-07T05:08:00.000-08:00

Mandeløb verses kvindeløb

I weekenden havde jeg fornøjelsen af at være tilskuer til et løb, som min mand deltog i. Xtreme Mandehørm hed det, og lad mig sige det sådan, løbsarrangørerne havde ikke være nærrige med testosteronen. 13 km forhindringsløb med 72 forhindringer. Blandt andet vandhuller så store som skyttegrave, klamme mudderhuller, slidsker, og en dynge bildæk, som skulle forceres.

Lad mig give dig et andet billede: ca. 2000 svedende mænd, nogle udklædt med sabler og falsk overskæg, helstegt pattegris på grillen, U2 anno 90’erne i højtalerne, og udendørs brusere til at skylle alle de mange mudrede mænd af. Til at toppe det scenarie, var der hujene damer hele vejen langs målområdet, iført Tyroler kjoler og med brysterne skubbet godt op under hagen.

Det var umuligt andet, end at give sig til at smile højtlydt over det syn.

Min mand havde givet mig sin goodiebag inden han drog af sted, og det var i dagens anledning ét stk. plastikpose med en deodorant, en sæbe til både krop og ansigt (var jo aldrig sket til et kvindeløb) og magasinet M! med en letpåklædt kvinde på forsiden. Xtreme Mandehørm, sæt i gang.

Mens jeg stod på sidelinien og heppede på alle de svedende mænd, så kunne jeg ikke lade være med at blive lidt misundelig. De mænd, der var med, lignede små drenge i en slikbutik, og de var kommet for at have det sjovt. For at lege. For at bælle bajere efter løbet og for at give den fuld pedal for at komme først.

En mændenes form for wellness.

Mine tanker gled hen på det lyserøde kvindeløb jeg selv havde deltaget i for nogle måneder siden. Her var der ingen som helst spor af plastiksabler eller mudder. Og goodiebagen var en fin pose med en skulderrem, ansigts– og kropssæbe, og så lige et par Tena bind. Hvis nu.

Ruten jeg løb var en flad 10 km og det vildeste drama, til det løb, var da jeg stak mig med en sikkerhedsnål. Jeg råbte: ”av for satan” og så grinede vi lidt af det.

Men hvorfor skal det være sådan? At mænd skal lege med mudder, mens vi leger med Tena bind. Er det det vi kvinder vil have? Et lyserødt scenarie med så lidt plads til begejstring, at vi næsten kommer til at kede os undervejs? Og ja, jeg langer ud gør jeg. Jeg langer ud efter de løbsarrangører, der tror, at kvinder ikke gider at lege i mudder. Eller tage falske overskæg på. Det gjorde alle mine gæster til min fødselsdag og det skulle jeg hilse at sige, at det kun blev sjovere af. Fx fandt jeg ud af, at min meget smukke latino veninde ligner et indisk pizzabud. Hvem skulle have troet det?

Så. Er der ikke nok en eller anden, der gider arrangere et løb for damer, hvor vi har lækre mænd til at heppe på sidelinjen, bakker vi skal løbe op ad, huller vi kan falde i, og sand vi skal kravle i. Jeg tror vi er mange, der godt gider at stå med en kold fadøl og mudder i hovedet efter sådan et løb. Jeg skal nok være den første til at melde mig, det lover jeg. Og jeg kommer også gerne og graver nogle huller i min dragt med pailletter.

Og p.s, det kan da godt være, at vi pisser i bukserne undervejs. Men jeg vælger at se det som et sundhedstegn på, at vi har grinet så meget undervejs, at vi har glemt, hvad vi hedder.

Sæt i gang.

Vinder af Slut fred med din krop

2011-11-02T12:28:00.000-07:00

Vinderen af random-Tombolaen blev Camilla A. Tillykke! Send en mail til annamette.fuhrmann@gmail.com.

Og til alle andre: husk at bogen kan købes for menneskepenge, og koster det samme som ca. 16 plader Salmiakki chokolade. Jeg nævner det bare. Eksplicit.

Slut fred med din krop

2011-11-01T05:16:00.000-07:00

Som I ved har jeg brugt en hel del timer på at rende fedtet af min røv. Jeg er godt og vel halvvejs i forhold til at få en fedtprocent, som ikke hele tiden ramler ind i folk, fordi den buler for meget ud.
Jeg vil ikke sige, at jeg er totalt banana-joe af lykke, når jeg skal træne, men jeg har så småt vænnet mig til, at det er bedre end at spise en pose skumjulemænd og smide mig på sofaen. Så småt. Synes stadig skumjulemænd er noget af den dejligste opfindelse, sukker-wise.

Nå, men en anden dame, som har droppet tanken om at blive en lykkelig 55 kilos stang, er Andrea Bak. Hende har jeg kendt nogle år nu og har både set hende tyk som slank. Og fulgt hendes kropshistorier fra side linien. Og jeg må sige, at hun i dén grad er blomstret op, sådan kropsligt, efter at hun satte sig for at slutte fred med sin krop - om den så var tyk eller tynd.

Fordi Andrea er en af dem, der skriver fordi hun ikke kan lade være, så har hun skrevet en bog om det. Og den bog. Den er så fin. Og så god i en tid, hvor vi skider speltboller og nogle gange er så kropsgejlede, at selv Alt For Damerne skriver om, hvordan vi allesammen kan komme til at ligne Mary. Come freaking on. Jeg vil fandme ikke ligne Mary. Okay jeg vil gerne have hendes smykker, men det er så det.

Anyways. Andrea smider en bog efter jer. Så gør som I plejer: læg et navn og vær med. Indtil onsdag aften kl. 20.00. Derefter trækker jeg et lod fra tombolaen.

Bogen er på gaden nu og kan også købes her.

Vindere af Drop Opdragelsen

2011-10-31T12:36:00.000-07:00

Det har fannerme været en travl dag, men nu er det endelig blevet tid til at begave to af jer.

Og altså, det er da ret rædselsfuldt at skulle vælge, så good ol' random.org er leverings dygtig i retfærdig lodtrækning.

Trommesolo.

Vinderne er:

Nummer 16 og 86, som i menneskeform er Mia fra Makværket og Fam. Storm. Tillykke. Send mig en mail på annamette.fuhrmann@gmail.com.

Unger sover - Afstemning slut

2011-10-30T14:30:00.000-07:00

Vinderne får besked i morgen. For jeg kom nemlig til at se Never Say Never med Justin Bieber....altså ikke MED ham, men med Thures niece på 15, som er Bieber-maniac.

Jeg skulle kun have set den ud af øjenkrogen, mens jeg bloggede...gad jo for helvede ikke sidde og se på en doku om en barnestjerne...lige indtil vi var 2 min henne i filmen. Farvel blog. Hello teenage-alt-er-muligt-i-denne-verden.

Jeg har også tømmermænd og kører på 3 timers søvn, så god nat herfra Amager.

Og TAK for alle jeres kommentarer. Jeg ville give jer allesammen en bog hvis jeg kunne.

Vi ses mandag morgen med to bog vindere.

So long!

Hvad skulle der være?

2011-10-28T00:33:00.000-07:00

I dag kan du nemlig få fingre i denne bog, som er så god, at man har lyst til at sparke sig selv over skinnebenet. Og jah-jah-jah, det er om børn og børneopdragelse.....hvilket er i den kategori af bøger, som jeg selv løber skrigende væk fra. For de får mig altid til at føle mig forkert og dårlig og idiotisk.

Dog ikke den her. Og fordi du læser min blog, så går jeg ud fra at du på nogle punkter er ligesom mig, og så vil du også elske den. Really. Jeg er ret vild med Fie's måde at tackle familieliv på. Hun vil nemlig helst opdrage ungerne uden at opdrage. Det kan jeg så ikke forklare, men du kan jo læse dig til det hele i bogen. Den er ret så meget lige ud af landevejen, men alligevel slet ikke som de andre børnebøger du kender. Fie gør op med vores måde at se børnene på, så på sin egen måde er den lidt rebelsk. Og det kan jeg li'.

Jeg har to bøger i omløb, smid dit navn, så trækker jeg lod på søndag, når mine unger sover. Hvilket kan være alt fra 19.30-21....uuuuh suspence.

Mere om Fie Hørby lige her. (Hvis du blev nysgerrig)

p.s. bogen udkommer tirsdag d. 1. november.

Gaveregn

2011-10-27T05:47:00.000-07:00

Ja jeg skal da ikke være for fedtet til at skrive hele TO gange på een dag, når nu jeg er back in the bush. Men I må stadig vente med gaver til i morgen. Til gengæld vil jeg vise jer en særlig gave jeg modtog. Fra Thure. Fordi han elsker mig højt.

Han skrev: 'Her er en gave, et startnummer til dette løb'......

Jamen hvad siger man? Tak. Eller? Jeg sagde tak, men i præcis samme åndedrag huskede jeg at nævne noget med 'diamanter'.

Indtil da er jeg åbenbart at finde på Amager Fælled d. 6. november med tungen ud af halsen. Feel free til at få et startnummer og løb med. Men jeg siger bare med det samme. Der bliver INGEN pink dragt. Ingen. Blev der hvislet.

Snappy comeback

2011-10-27T01:00:00.000-07:00

Hej.
Jeg har gjort det man ikke må. Det som står i alle bloggermanualer: holde pause. Uden at fortælle, hvornår man har tænkt sig at komme tilbage. Svarer vel til at man siger til unger, at man smutter på tanken efter en liter mælk, og så bare ikke kommer tilbage. Dårlig stil.

Jeg har også siddet meget længe og stirret på skærmen for at finde ud af, hvordan jeg ligeså stille kunne liste mig ind på den tomme stol, så I ikke skulle opdage, at jeg havde været væk.

Men jeg har ikke kunnet komme på noget særligt spændende-springe-ud-af-en-kage-med-fyrværkeri.

Nå. Men nu er jeg altså tilbage fra min lange rejse udi hverdagen. Så lad os holde en fest, shall we. Jeg har gaflet nogle gaver til jer, som jeg vil drysse ud over bloggen de næste dage. Mmm, bruger det totalt billige trick med at lokke jer med gaver.

Aaaaah, det føles godt at være tilbage i bloggerfolden.

Bum-bum

2011-10-11T00:53:00.000-07:00

Var det ikke noget med at jeg skulle se at få min røv under blog-skovlen? Og skrive noget. I journalistikkens verden var det engang rigtigt smart at sige, at man lige lavede et punktnedslag. Sådan bum, lige ned i hverdagen. Total smart.

Mit punktnedslag dumper i dagens anledning ned på min vej. MIN vej. Den jeg bor på. Og jeg skal forsøge at trække vejret dybt og smile overbærende, når jeg siger disse to ord: fodgængere, cyklister. AAAAAAAAAAAAARRRGGGGGG!!!!!

Det er nemlig sådan at vejen er en lukket vej og derfor er der ikke vildt meget trafik. Vi er dog små 100 biler, som hver dag triller frem og tilbage og skal parkere på p-pladserne. Med ved I hvad? DET VIL CYKLISTERNE DA SKIDE PÅ. Om de gider flytte sig? Nej hvorfor skulle de det? De cykler jo lige og snakker og åbenbart altid om noget, der er så vigtigt, at de ikke kan vente med at trække ind til siden, så jeg kan komme forbi. Jeg er large med de gymnasieelever, der hver dag cykler op ad vejen på vej til skole. Altså. De kan jo ikke gøre for det. Der er noget med rum-retningssansen, som ikke rimer på trafikregler, når man er teenager. So be it.

De værste. Det er kvinder på omkring 50. Sure kællinger, der bruger min vej som aflad for noget magtdemonstration. Jeg hader dem. Tag nu bare i går, hvor jeg kom trillende hjem med ungerne i bilen. Jeg kørte vel omkring 40 km i timen, fordi jeg kunne se 50 årig cykle midt på vejen, mens hun...snakkede med sin veninde. Jeg kører op bag dem for at signalere, at de sådan set godt måtte køre ind til siden, så jeg kunne komme forbi. Men næ, det havde hun sgu ikke tænkt sig. Vi kørte 20 meter mere, og så gav jeg hende et lille 'dyt'. Det hjalp heller ikke. Hun havde vel RET til at cykle MIDT på vejen, mens hun snakkede færdig.

Jeg dyttede een gang til og SÅ vendte hun sig om og hvæsede et eller andet og rykkede to kussehår ind til siden, så jeg lige nøjagtig kunne snige mig forbi, trods det, at vejen er rimelig bred til både cyklister og biler. Da jeg så triller forbi hende giver hun mig fingeren. WTF?

Og sådan er det hver eneste dag. På min vej. I morges kørte jeg forbi en far iført løbevogn, som løb ude på vejen. Vi har nogle ret fine fortorve langs vejen. Helt flade er det. Men fandme om ikke han skulle løbe på vejen. Orkede ikke at dytte af ham, men sguda kun fordi han havde en baby i vognen.

Jeg siger det bare. Jeg ender med at være en sur gammel mand, der sidder på lur med et luftgevær, parat til at plaffe de skyldige i røven, hvis de mess'er med min vej.

Klumme fra 24 Timer i dag

2011-10-07T01:06:00.003-07:00

Klummen: Illums selvmål

Bølgerne har nu efterhånden lagt sig, efter at Illum under store fanfarer proklamerede, at nu kunne alle de ammende mødre, der på frækkeste vis vovede sig ind i deres butik, godt skride

Et af resultaterne af deres udmelding er nu, at staklerne hos Illum ikke længere kan skrive noget som helst på deres Facebook-side, uden at en fra ammekoret minder dem om, hvor stort et selvmål Illum har lavet.

Med to børn på bagen kan jeg give et helt uvidenskabeligt, men skinnende klart billede af ammende og dermed nybagte mødre: De er lette at provokere, de er lettere uligevægtige (søvn- og energimangel), og når de køber noget til deres nys leverede hjertensbarn (og det gør de tit!) er prisen fløjtende ligegyldig.

Forestil dig engang, at du har en butik, der er overrendt med disse typer. Man skal være mere end ualmindelig tumpet, hvis man ikke ser en potentiel kunde.

Men i stedet for at bruge den salgsmaskine, som detailhandelen har brugt årtier på at forfine, til at hive de ammende mødres mænds penge op af deres hæklede fairtrade-portemonnæer, så forbyder de dem at komme i butikken.

Hey, Illum, her er en idé: Hvorfor sælger I dem ikke noget i stedet for? Jeg nævner i flæng: økologiske sutteflaske-gummidutter, naturfarvede øko-stofbleer, dyre bøger om amning, amme-venlig mad til mor, dyre baby-bodystockings, tempereret babymos fra et gødningsfrit landbrug i idylliske jyske omgivelser.

Jeg kunne blive ved. Hver og én ting på listen er noget, jeg selv ville have købt, da jeg gik hvileløst rundt med en baby på armen og prøvede at komme ud af lejligheden, da jeg havde barsel.

Personligt er jeg ikke tilhænger af bare babser og en tilkoblet suttende baby. Men at professionelle detailhandler med så mange års erfaring, som Illum har, formener dem adgang i stedet for at byde dem op til dans, er noget af det mest kluntede, jeg længe har set.

Og så lige at vælge de nybagte mødre som skudsmål, gør det endnu dummere. At provokere nybagte mødre svarer til at rulle sig i hotdogs og hoppe i en bjørnegrotte.

Hvad sidder Illum tilbage med nu? En Facebook-side med 3.145 sure kommentarer og en hel generation mødre, som aldrig vil sætte benene i deres butik.

»Undskyld tjener, vil De hente min pistol i min frakke - jeg skal lige skyde mig selv i foden.«

Vind et Familietjek

2011-10-04T04:30:00.000-07:00

Nåmmen, det var jo den der kampagne, som jeg bruger det meste af mine vågne timer på. Og det rager jer muligvis, men jeg synes det er ret sjovt. Fx. er denne samtale ret sigende for, hvordan vi ser på det med at sikre sig. Eller ej.

Jeg har ikke selv fået et tjek på, om jeg har ret til alle de millioner Thure har liggende i madrassen. Eller om jeg bare arver hans pandelampe og et cykelhjul.

Så. Hvis du heller ikke ved det, vil jeg da bare lige pippe om, at du i denne uge kan vinde et Familietjek. Lige her. Og helt ærligt, fis derover nu og læg en kommentar. Du får styr på alt det du ikke aner en skid om sammen med en Familieadvokat. Du kan læse mere om selve Familietjekket inde på indlægget.

One step for....whatever...one giant leap for Mr. & Mrs. Fuhrmann

2011-10-02T12:08:00.000-07:00

Efter to år, lykkedes det Thure OG mig at sidde ned i fem minutter i solen og drikke kaffe og snakke UDEN afbrydelser. Jeppe og Kasper legede. Sammen. Uden at rive roen af hinanden. Og i de tre af minutterne smilede de synkront.

Karma rutter virkelig med belønningen.

Jeg må hellere smutte igen, skal lige ned og lede efter noget taknemmelighed. Jeg mener jeg lagde det nede i sandkassen for.....fem år siden. Rundt regnet.

Klumme fra 24 Timer (sidste uge)

2011-09-28T23:45:00.000-07:00

Holdeplads for tøffelhelte

Ikea i Australien tester den nye idé med at lave et særligt opholdsrum for mænd. Læs om dette spændende fænomen i dagens klumme

Vores allesammens Ikea er nu kommet op med en service, som på alle måder topper fire-reoler-for-en-10'er-konceptet. Ikke nok med, at vi kan få billige møbler og softice at køre hjem på, nu kan man som kvinde få passet sin mand. Ja. Du hørte rigtigt. Få. Passet. Sin. Mand.

Ikea i Australien tester den nye idé med at lave et særligt opholdsrum for mændene, mens deres koner og kærester render rundt og leder efter dækkeservietter og fyrfadslys og den rigtige farve til den nye sofa.

Det foregår sådan, at når parret ankommer til Ikea, så kan manden 'afleveres' i opholdsrummet og hygge sig med fjernsyn, spillemaskiner og gratis hotdogs i 30 minutter. Mandens partner får nemlig en bipper med, som efter 30 minutter blinker og bipper for at fortælle, at det nu er tid til at hente manden igen.

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene om det. Men jeg synes, det er virkelig skægt på den helt sære måde. Én ting er at starte konceptet med mandepasningen. Noget andet er, at de muligvis har øjnet et behov fra kundernes side. Men hvordan? Har mændene ligget helt deprimerede på en sovesofa med et duftlys oppe i røven, eller har de bare set en flok kønsløse mænd traske rundt som søvnige æsler i flok? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg på ingen som helst måde kan slæbe min egen mand med i Ikea, på shoppetur i indre by eller på lagersalg. Der ville gå fem minutter, så ville han stå og trippe utålmodigt, kigge på klokken, så lige præcis dét er vi enige om at gøre adskilt.

Jeg har altid undret mig over de mænd, der sidder på en puf i en eller anden tøjbutik og glor ned i deres telefon, mens konen eller kæresten står og prøver 400 stykker tøj i et prøverum og en gang imellem stikker hovedet ud og stiller spørgsmålet: 'ser min røv stor ud de her bukser?' Kan vi ikke godt aftale at holde op med det? Og kan vi ikke også godt aftale, at medmindre mændene holder virkelig meget af at blive passet i Ikea, så bliver de hjemme? Og kan vi så ikke også godt aftale, at alle de mænd, der hader shopping, Ikea, prøverum og antikke loppemarkeder i provinsen, de åbner så munden og siger: 'NEJ! Jeg gider ikke tage med. Bum.'

Når kærlighed gør blind

2011-09-28T00:37:00.000-07:00

Jeg har været med til at lave en kampagne for Danske FAMILIEadvokater. Og når man sidder med hænderne dybt begravet i bolledejen, så synes jeg selvfølgelig selv det er vildt vigtigt og meget overraskende, at vi (og her mener jeg de fleste danskere) ikke har sikret sig selv eller deres familier. Men jeg er da ikke for fin til at sige, at det har jeg ikke selv.

Jeg har aldrig mødt en advokat før, sådan face-to-face, og jeg må sige, at de er noget mere nuanceret end jeg lige regnede med. Uha, hvor var der mange paragraffer og kringelkroge, som jeg ikke kendte noget til, og som jeg fik sat en stor fed rød streg under, at jeg heller ikke havde en bjælde styr på: Pensioner. Thures pensioner. Testamente. Hvem, der arver hvad og hvem, hvis en af os pludselig kradser af. Min mors testamente. Og you name it.

Nåmmen ret smart, at vi nu har lavet en kampagne, for her kan du nemlig få meget mere af vide om alt det du ikke ved noget om.

Utrolig lille billede, af en ellers meget smuk plakat, du kan se den på sitet.

Tjek bloggen ud her find den også på Facebook.

Del. Spørg. Og send links til dem du kender, som heller ikke har styr på det.

Der er også en fin lille film, som filminstruktøren Morten Arnfred har lavet.

Og og og, hvis du læser lidt på bloggen og kommer i tanker om noget, der undrer dig, så kan du spørge en advokat for 0 kr. og får svar indenfor 48 timer, så længe kampagnen varer.

Noget om patter

2011-09-26T11:51:00.000-07:00

For lang tid siden skrev jeg om nogle patter jeg havde set på nogle kinesiske damer. Jeg syntes, og synes stadig, de er ret så hippe. Og ligesom med den pink dragt, så var jeg dum nok til at love, at hvis der fandtes et venligt menneske, som kunne fikse sådan et par til mig, så ville jeg tage dem på i Fields. Nej, jeg ved heller ikke hvorfor.

Jeg havde glemt alt om de patter indtil Lotte en dag skriver til mig, at nu var de færdige. Whuuuut? Lotte har et rigtigt arbejde. Endda noget pengevæsen, så vi er ikke ude i noget overførselsindkomst og masser af fritid. Men alligevel har hun siddet og syet og syet og sirligt vurderet, hvor store de skulle være og hvor meget de skulle hænge.

Sådan er der så meget. Og jeg havde igen glemt alt om patterne, og en dag, da jeg render rundt og ligner en idiot, troppede Lotte op hjemme hos mig og overraskede mig med blomster, patter og en flaske Asti.

Og der er da i hvert fald ingen, der skal klantre mig for, at jeg gemmer de pæne billeder til bloggen, for på det her ser jeg decideret......whatever, bestem selv. Men det er sguda også totalt mærkeligt. At få patter af en fremmede dame. Som KYSSER mig.

Herligt. Nu kan jeg både løbe i patter og pink dragt.

Hvad bliver det næste? Nogle idéer til, hvorledes jeg kan bevæge mig ud i idioti?

Der er nogen der ikke har læst på lektien

2011-09-26T06:33:00.000-07:00

Billede sendt fra en læser

I do NOT have a relationship with this Salmiakki og this Guldbarre. Så nu er det SLUT med at tippe mig med det ene og andet. Hører I? Er jo fandme snart nødt til at have en aftale med min pusher og med Kvickly om at nægte mig adgang.

Billeder af broccoli, selleri og tynde mennesker er velkommen. Både IRL postkasse og inbox.

Hvor fanden er du henne?

2011-09-22T12:27:00.000-07:00

Ja. Hvor er jeg? Jeg har sguda travlt med at løbe rundt om Amager, fordi I FREAKING BLIVER VED MED AT SENDE MIG CHOKOLADE......STOP SÅ! Jeg bliver jo aldrig tynd vel. Udråbstegn. Er jo fandme nødt til at spise det, når det ligefrem bliver proppet ind i min postkasse. Dummere er jeg da heller ikke.

Se nu bare her:

Det er fra min overbo, som er Japaner, og som helt sikkert synes det Salmiakki er det klammeste hun nogensinde ever har hørt om. Jeg har aldrig vekslet et eneste ord med hende, om noget som helst chokolade. Alligevel. Formår jeg at manifestere, at få et japansk kvindemenneske til, ikke bare at købe chokoladen, men også finde den. Ja, jeg aner da ikke hvor, for min pusher ligger ude på Kongelundsvej, og dér kommer hun ikke. Det ved jeg.

Hvad siger du? Nej, for fanden. Det har aldrig skulle handle om chokolade. Men siden det kom ind i mit liv er der sket mærkelige ting.

Jeg har også været syg. Rimeligt kedeligt at skrive om, så skal vi ikke bare lade den ligge?

Nå. Men. Sagen er den at jeg har købt mig noget tid hos en rar dame, så nu har jeg tid til at diske op med en fælleskrammer og sige at jeg er tilbage nu.

Hvad? Har I ikke ventet? Gu har I da så.

Og fordi jeg fægter i blinde, og ikke har nogen som helst rød tråd, så skal der lyde et hurra fra mig over at Rød Blok vandt og vi nu ser en kvindelig statsminister vandre rundt i Danmark. Gæt selv hvor lang tid der går, før vi kan købe bogen: Statsminister på høje Helle (hæle). Det er et ordspil ik. Skidesmart. Det er bare sådan jeg kan.
Jeg kan ikke vente med at se hvad der sker på Cirkus Borgen, og jeg håber sådan, at Villy S. bliver udenrigsminister, så vi kan få godt gang i nogle taler på engelsk.

Have a very good evening. And do NOT try and put some candy in my postbox.

Hvem har sladret?

2011-09-14T05:13:00.000-07:00

Ha' et godt valg

2011-09-13T13:44:00.000-07:00

Klumme i Jyllands Postens VIVA (sidste søndag)

2011-09-10T09:51:00.000-07:00

Godt Nytår!

Min morfar var det man på jysk kalder ’ejn’. På dansk betyder det: helt overdrevet stædig. Min morfars ur stod på vintertid. Og det blev det i øvrigt ved med året rundt. Ifølge ham var der ingen grund til at lave om på dét. Ja, faktisk syntes han, det var blasfemisk at skrue på tiden. Den gik som den gik. Man købte jo heller ikke en ny vinterjakke hvert år, bare fordi det blev vinter igen. Den er vi så nogen i familien, der har taget op til revision

Til gengæld er der noget af det med tiden, som jeg har arvet. Tidsregningen. Jeg vil modsat min morfar ikke holde fast i vintertiden, men derimod slå et slag for at vi holder nytårsaften d. 31. juni. Når vi går på juleferie skifter kalenderåret, men det er sommerferien der er det virkelige årsskifte.

Der sker nemlig det hvert år, at når jeg nærmer mig ferien, så nærmer jeg mig et skifte. Du kan kalde det et hamskifte. Eller også bare en mindre identitetskrise. For mens jeg pakker mine sommersandaler og pudser støvet af kufferten, så begynder den indre film at rulle. Stærkt afhængig af hvor jeg rejser hen.

Tag nu bare i år. Der skulle jeg til Berlin. Og til Vejle. Tal om modpoler. Men det skulle ikke få min identitetskrise ned med nakken, så til min byrejse til Berlin pakkede jeg alt mit hipster-smarte bytøj (Hipster er slang for en subkultur, mor), og gjorde mig klar til at leve en uge, som storbytype, der gik rundt med klapvognen i den ene hånd og moderigtige Ray Bans i den anden, mens jeg så på undergrunds kunst og lå og slappede af i en park med en varm Cortado (det er en kaffe, mor).

Herefter gik turen til Vejle. Og som vi nærmede os Otto Duborg fik jeg mere og mere lyst til en pose King Size Werters Echte, og joggingbukser og kunne knap nok udtale ordet Cortado. Slut med at være storbysmart, for da jeg sad i min mors vidunderlige stue med udsigt over Vejle Fjord, så kom der en opringning fra min underbevidsthed med spørgsmålet: hvilken slags hjerneblødning fik du, siden du flyttede herfra? En der fik mig til at flytte til København åbenbart, men også en, der pirker til min tvivl om det her med udsigt over fjorden ikke bare er det gode liv i stedet for stenbroen. Jeg bliver altid vældig parat til at rykke alting op med roden. Skifte job. Karriere. Eller måske flytte til et andet land. Mulighederne er mange. Mens jeg sidder der og stirrer ud på vandet med min kaffemaskine-kaffe.

Og jeg er nok ikke den eneste, der har det sådan. Jeg kender flere, der lige skal lande i deres eget tøj, hvis de har været på ferie Hawaii, og derfor bare må gå rundt i palme-relaterede skjorter indtil oktober måned. Eller som slet og ret rykker teltpælene op og flytter. Jo de findes. Eller ender med at være importør af Balinesiske tasker, bare fordi de kom til at gå forbi en lille bod med fem slangeskindstasker. Jeg kender også flere, der i deres sommerferie, får sagt mentalt farvel til deres gamle job, for så at sende en opsigelse afsted når de kommer hjem, mens de stadig har tanken om deres nye liv som vinbonde i Toscana, frisk i erindringen.

Farvel til det gamle, goddag til det nye. Det er hvad sommeren er. Ligesom den del af ægtefolksbranchen, der efter sommerferien, sætter hinanden på udsalg, minus 70%, for at gå efteråret i møde i en helt anden slags vinterjakke. Nemlig singlefrakken.

Så. Vi går ind i en ny tid. Det bliver koldere. Og det bliver mørkere. Og det kan vi sgu ligeså godt fejre med et brag af en fest. Rulle pailletterne ud og fyre en champagneprop afsted mod de evige sommersolnedgange.

Og helt ærligt. Tænk bare, hvor fantastisk du ville se ud i din nytårskjole, hvis du stod i den d. 31. Juni. Brun og lækker og helt sikkert uden en vinterdepression.

Tak for god tjeneste

2011-09-09T05:29:00.000-07:00

Jeg har indbetalt penge til Krifa i en del år nu. Og jeg har også benyttet mig af deres fine produkt: dagpenge. Jeg har været til møder, jeg har udfyldt papirer, snakket med sagsbehandlere, jeg har kørt freaking Brønby tynd for at finde deres adresse, så jeg kunne komme til det møde. Industrivej 9F, 1. sal. By far, den mest kundeuvenlige adresse. Og hvor man iøvrigt nærmest ikke kan parkere.

Men nu kommer belønningen:

Gratis håndboldbilletter til AG København

Som kunde i Kristelig Fagbevægelse har du mulighed for at få gratis billetter til nogle af AG Københavns hjemmekampe. Lige nu har du muligheden for at få billetter til kampene mod Viborg HK, Skanderborg Håndbold, Skive FH og Aalborg Håndbold.

God kamp!

Venlig hilsen
KRIFA

Åh jeg bliver helt træt.

En af glæderne ved at være småbørnsfamilie

2011-09-08T13:24:00.000-07:00

Klokken er 22.17 og det vi nåede i dag var at lægge noget tøj sammen, tømme opvasker og fylde den og sætte den i gang igen. Vi nåede at diskutere hvem der egentligt havde ansvaret for at få spartlet væggen i soveværelset og snakke om hvorfor et Ikea skab på badeværelset stadig ikke er sat op efter 5. uge parkeret i gangen.

Vi nåede ikke at støvsuge resterne fra de sidste tre dage og en halv pose knækbrød, ligger i et fint spredt lag udover det hele. Vi nåede heller ikke at rydde legetøjet op i stuen. Eller at tørre bordene af. Eller rydde op generelt.

Jeg synes også jeg kan mærke at jeg har noget kogt broccoli under min ene fod. Jeg er bare for træt til at bøje mig ned og fjerne det.

Får det her nogensinde en ende? Eller er det ligesom Hvalborg: en dødssejler? Uuuuuh spændingen vil ingen ende tage. Jeg tror bare jeg vil sidde her med mit broccoli under foden og vente.

Ingen særlig grund til dette billede...

2011-09-08T13:09:00.000-07:00

....Men børn med store briller går aldrig af mode.

Av av av av av av av av av

2011-09-08T13:05:00.001-07:00

Jeg løfter aldrig en vægtstang igen.

Går seriøst rundt som om jeg har skidt i bukserne. Og jeg måtte gå baglæns ned af trapperne i morges.

Christ!