mandag den 5. oktober 2015

Rejsen til Island dag #4

Der er stille i The Westfjords. Meget stille. I dag skulle vi dog opleve to ting, der på ingen måde kunne kategoriseres som stille: vandfald og en tourguide ved navn Vikingur.

Første stop i minibussen gik til Dynjandi. Et pænt stort vandfald. Dynjandi er egentligt i familie med syv andre vandfald, men kan prale med at være Familiens Overhoved med et fald på 100 m. Det larmer, skulle jeg hilse at sige. Jeg kunne godt have skrevet smukt, vildt, flot, bjergtagende, og dette brusende monster, men så ville jeg gentage mig selv. Og det gør jeg gerne. Så det ER smukt, vildt, flot, og bjergtagende.

Inden vi nåede dette vidunder, skulle der køres i minibus med de, efterhånden, 20 obligatoriske stop undervejs. Der er det med Island, at så snart man synes man har set dét flotteste landskab og taget dét flotteste billede, så griner Island og disker op med et der er endnu flottere. Træls type, når man kun har fem dage, men sådan er det med Island. Det gør præcis, hvad der passer den.




Sådan føles det. At Island ligger for enden af regnbuen. Nu videre til det store larmende vandfald, som sådan set ikke kan beskrives - det skal opleves. I billeder. (meget svært ikke at lyde som et rejsebureau, når man skriver).

Here goes. I billeder.

Jeg skulle lige se, hvordan jeg så ud i mit nye outdoorsy look. 100% vandtæt i noget natur med praktisk let rygsæk. Fandme meget lang tid siden jeg har kunnet tage sådan et billede, men der sker lidt det, at jeg har lyst til at tage på eventyr, og så har tøjet jo gjort præcis det, det skal. 

Der gælder den regel, at når man ser vilde bær i naturen er man forpligtet til at spise dem. De var gode. Og sure. Og vi åd til tungerne blev blå.

Der gælder også den regel, at når man ser en islænding stå på en bjergskrænt i en gul regnjakke, så er man forpligtet til at tage billeder. Her er det vores ene guide: Birna.

På tilbagevejen skulle vi omkring endnu en lillebitte flække ved navn Sudujurda. Her vankede der fiskesuppe på en super hyggelig café, inden vi skulle på en gåtur rundt i "byen", med fem stop ved en gammel fiskekasse. I den fiskekasse lå der nøje udvalgt fiskeretter, serveret i syltetøjsglas og på en måde, så selv NOMA ville være stolte. Helt ærligt, det er sgu godt tænkt. Det koncept.

Vores guide på den tur hed Vikingur. Og ja, på dansk hedder han Viking. "Hej mor, her er min nye kæreste Viking" - det er da det sejeste navn ever.
Vikungur udmærkede sig ved at have et ret så fint væsen og at han oprindeligt var skuespiller fornægtede sig ikke i fortællingen undervejs. Der blev givet gas - for fanden han var sjov på en dag, hvor vejret var alt andet end sjovt.

Her ser du ham med et udtørret fiskehoved, som rare mennesker fra Dubai lægger en klækkelig sum for at få fingrene i, hver måned, så de kan koge noget eksklusivt suppe. Vikingur er i øvrigt iført to stykker tøj fra 66 North, Islands ældste tøjmærke, som 90% af hele befolkningen ejer mindst ét stykke af.

Dette er islands bedste bud på fredagsslik: tørfisk. Ungerne skulle elske det og man serverer det med glæde for sine gæster med en kold øl.

... vi skulle selvfølgelig også smage. Min anmeldelse: jeg har smagt det, got the t-shirt.

Vi skulle efter besøget tilbage til Isafjodur, hvorfra vi skulle flyve tilbage til Reykjavik. Til den allersidste overnatning. På fancy hotel. Meget god kontrast til Det Øde Landskab, men ikke noget jeg længtes efter. Kunne sagtens have blevet et par dage mere og nuppet en krikke og redet rundt en dags tid, svælget ved endnu flere udsigter. Og svælget lidt mere. Ved det hele.

Jeg kan ikke sige det nok gange. Brug dine næste sparepenge på en tur til Island. Hvis du kommer hjem og synes det var noget lort, så refunderer jeg din billet. Meget kan man sige om Vestfjordene, men shitty det er det ikke.




fredag den 2. oktober 2015

Rejsen til Island dag #3



Er der een ting, jeg aldrig er blevet vækket af, så er det en polarræv. Men her har vi så Mikki The Smelly Sock Hunter, som var i fuld firspring på vej ind på det værelse, hvor jeg overnattede på Heydalur, efter sure sokker og sko. Lille Lort.

 Jeg nåede lige nøjagtig at puffe til snuden og smække døren ellers havde jeg måtte face et problem jeg så HELLER aldrig har været udsat for før: hvordan får man en polarræv ud af sin stue?
Lidt senere lykkedes det mig at komme ud uden ubudne gæster, for Mikki havde udset sig et andet offer og stod med snuden trykket ind mod en af de andre døre. Hæ.

Efter morgenmaden i Den Gamle Lade, skulle vi atter have benene på nakken og sætte os ind i bilen, på vej mod nye eventyr, hej kliché, men det er svært ikke at bruge den ene kliché efter den anden, når man er på Island. De står sådan set i kø. Det er så eventyrligt smukt og andre lækre superlativer, at man ikke fatter det. Se selv:


Vi skulle vende snuderne mod Westfjordenes hovedstad: Isafjodur, hvor den stod på hvalsafari og kajaktur og, skulle det vise sig, verdens bedste fiskesuppe.
Isafjordur er den største by i området. Bevares, den er også en hel del større end hvad man ellers støder på, på de kanter, men for alle de shoppeglade damer i bussen, skulle det vise sig at være en lille smule svært at sætte dankortet under ild - medmindre man købte for 10.000 uldne islandske sweatre. Det kunne man sagtens. Også en pelshat. Men det var så sådan ca. det. Ikke noget indre by, shoppingstreet og masser af caféer, men tilgengæld en kick-ass beliggenhed, som intet shoppingstreet kan måle sig med.


Efter kort frokost, endnu en lækker fiskeret, så skulle vi ud og se på de hvaler. Jeg var meget spændt. Om der var nogen. Om de var tæt på. Om man overhovedet kunne få den obligatoriske oplevelse af hvalhale, der svinger sig ned under vandet, med et svung. Om vi skulle opleve, at en hval puster vand og luft ud af det hul den har på ryggen - sådan som man ser det i tegnefilm.

Begge dele skulle vise sig at gå i opfyldelse.


Jeg nåede ikke at knipse et billede af pustet-ud-af-hullet-på-hvalen-som-i-tegnefilm, for jeg blev simpelthen så overrasket over, hvor tæt på vi var. Jeg zoomer ikke på billedet, den lå seriøst en spytklat, plus det løse fra vores gummibåd. Nu er hvaler godmodige dyr. I mine øjne. Sådan nogle store kloge langsomme nogen ... men jeg vil da lyve, hvis ikke jeg blev en lillesmule klam i handsken ved tanken om, at den lige lavede en Free Willy op under den lille gummibåd = otte turister med tophuer i iskoldt fjordvand og for 500.000 kr. kameraudstyr i panik. Kan jo godt være, den var skidetræt af at svømme rundt i den fjord. Så meget er der vel heller ikke at lave.

Vild. Vild. Vild. Oplevelse.

Jeg skal beklage billedkvaliteten, men det eneste jeg havde medbragt på denne tur var en gammel iPhone 4. I know. Men du skal ikke snydes for Den Obligatoriske Hvalhale:


Hvis jeg var en hval ville jeg have gjort det samme ved synes af otte måbende turister i selvlysende dragter med tophue og hvinende munde.

Man sidder tæt i en RIBboat. Meget tæt.


Gummibåden var en speedy fætter og islændinge gør det ikke i at sætte farten ned. Sådan i det hele taget. Om det er til lands, til vands eller op ad bjerg, så får den en spand kul. Det hedder en RIBboat og du kan læse meget mere om turen her.

For dem, der ikke synes at kold vind i ansigtet i to timer med 80 km/t, var nok, så kunne vi nuppe en tur i kajakken. Andre tog en morfar.

Aftenen skulle vise sig at diske op med det bedste fisk jeg i mit liv har smagt. Jeg er faktisk ikke den store fiskespiser, selvom jeg godt ved at man.skal.spise.fisk.een.gang.om.ugen. Men det var sguda lige indtil jeg satte fødderne på Islandsk grund. Fy for den lede havtaske, hvor kan de lave retter med fisk, som sender dig direkte i himlen. Denne aften var ingen undtagelse.



Bygningen, som restauranten lå i var et gammel "kørehus" - en slags garage for de køretøjer man kørte med i fordums tid. Islænderne udtaler det "tjørhyset" - det lyder præcis så fint, som det var. Man kan booke et bord tre gange pr. aften og der laver de en runde frisk fiskebuffet. Gigastore pander, med alt det fisk du vil være bekendt at komme på din tallerken. En hel del, kunne jeg se på vores tallerkner. Hvis du nogensinde kommer på de kanter LOV mig at besøge stedet. Læs om det her. 

3. dag på Island levede snildt op til de to foregående. Omend kæben var lidt mere øm af at gå afled, ved mødet med hvalerne. Og fiskesuppen. Og udsigten. Og. Og. Og.










onsdag den 30. september 2015

Rejsen til Island dag # 2

--> 
Godmorgen i skuret. Ny dag forude. 



Vi blev hentet af to virkelig skønne islandske guider, som stod parat med en minibus, røde kinder og eventyr i øjnene. Birna og Diana hed de.



Vi skulle køre mod byen/området Dragnes via Malahorn. En "by" med 70 indbyggere. I alt. Det er en af de byer, hvor man skal kunne lide sine naboer. Og sig selv. For der er en god chance for at man møder begge dele ret ofte.


Man bor tæt og småt og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tænke på hvad man gør, hvis man skal skilles og har børn sammen? For det kræver at man er overordentlig gode til at samarbejde med hinanden? Der er ikke en naboby i nærheden, hvor man kan flytte hen til og en 7-7 ordning virker en anelse skør eftersom byen er 80 m lang. Hvis man bliver irriteret eller rasende kan man ... gå til højre eller venstre ud af en landevej. Nå. Det er også en helt anden, dog ret interessant, historie. 



Hvis du ikke helt kan forestille dig, hvor mange mennesker 70 mennesker er, kan jeg give dig et eksempel: vi mødte HELE børnehaven. De kunne snildt sidde på trappen til indgangen til købmanden. Der var fem børn. (Nåårh)

Til gengæld har byen et fælles mødelokale, hvor der kan snakkes om store og små ting i livet. Og det mødelokale er lige et hak op fra gråmeleret væg-til-væg tæppe og neonrør i loftet. Vi taler hottub med hvaludsigt.



Efter en virkelig god opturs-frokost med friskfanget torsk serveret af Islands Mest Tatooverede Mand, (ja han bor også i den lille bitte by, og hvordan han var havnet der er OGSÅ en helt anden, men spændende, historie), skulle vi videre til et område spækket med det transportmiddel jeg elsker allermest: den klassiske islandske hest. Heydalur, som området hedder. Heydalur. Lyder det ikke bare Ringenes Herre'sk? Her skulle vi overnatte en enkelt nat og hvis man havde lyst, så var der selvfølgelig også mulighed for at smide kadaveret i et hotpot.


Stedet vi skulle overnatte var ejet af den fineste ældre dame, en pensioneret skoleinspektør, som selvfølgelig både talte dansk, svensk, norsk og islandsk. Man kan sige, at stedet mest af alt mindede om en gammel ombygget giga stor lade med tilhørende nybyggede huse omkring, placeret midt i en dal mellem to bjerge. At stå der og kigge og lytte til stilheden og til hestene, der prustede i baggrunden var til at tabe kæben af. Og hvis ikke man tabte den, så var der en god chance for at den kunne gå afled.

Som om dét ikke var nok, så rendte der en halvtam polarræv rundt - ved navn Mikki. Hvis den så en åben dør i en bil hoppede den ind og snusede sig frem til de sure sokker, som den stjal. Ej, hvor kært er det lige? En sød lille fluffy fyr, som jeg et øjeblik troede var så tam, at man da godt lige kunne klø den bag øret. Det skal jeg hilse at sige: det skal man nok lade være med. Jeg nåede at trække hånden til mig, men jeg nåede også at se et blik i dens øjne, der varede længe nok til at jeg kunne tolke denne sætning: "du holder bare snitterne fra min pels, din dumme turist, jeg er en vild polarræv, og skulle du være i tvivl, kan jeg da godt bide dig hårdt i hånden."



Endnu en dag sluttede med et overdådigt måltid med en fiskeret og blussende kinder af rødvinen.

Island. Bare åh, Island.

Links du med fordel kan tjekke ud: 


ps. billedet fra hesteryg er taget af dygtige Robin Floberg fra Sverige. Jeg har fået lov til at låne det. Han er 20 år og hamrende talentfuld. Find ham på Instagram her.



mandag den 21. september 2015

Rejsen Til Island dag #1

Tanker

Jeg sidder i et flysæde. Et bredt flysæde. Ved siden af mig sidder en mand jeg ikke kender. Han hedder Jens. På bordet foran mig, står en fin lille plastik flaske formet som en isklump og ved siden af den ligger der tre miniburgere på rad og række. Indimellem jeg kigger jeg op på en fin nordisk udseende kvinde med ildrøde læber. Det er stewardessen i flyet. Hun er fra Island. Vi er på vej til Island.

 Udsigt fra 6D med masser af benplads - jeg digger det.

Jeg har ikke rejst alene, siden jeg blev gravid for første gang. Aldrig sat mig alene op i et fly og fløjet væk fra mine unger. Det kan man synes er mærkeligt, når jeg har kørt tværs over USA som 19-årig, og dengang drømte om et liv som globetrotter.
Men I ved. Man bliver gravid, man kaster op, man føder, man sover ikke i to år, man bliver gravid, man kaster op, man føder, man sover ikke i yderligere to år. Så på en måde giver det meget god mening, at jeg havde glemt hvor mit pas var og i øvrigt var for træt til at lede.

 Netop ankommet til Reykjavik. Billedet er tilført solbrændt filter - huen kræver det.

Min tanke har dog længe kredset om en alenetur til varme strande, azurblåt hav flankeret af en lounge-agtig playliste med noget ayurveda-massage-udrensning-jeg-kommer-hjem-og-er-tynd-og-brun-fra-retreat-ferie. Så var det bare jeg mødte Karen. Hun er indbegrebet af Island, Icelandair, outdoor og med næse for de gode steder og hun inviterede mig med til Island. Og der skal man jo være idiot for at sige nej. Så jeg sagde ja. Tak. Og tog med. Sammen med fem andre søde mennesker fra hhv. Norge, Sverige og Danmark. Dem kommer vi til senere.

Visit the Westfjord

Turen vi skulle på, gik til et halvøde sted på Island: The Westfjords. Vestfjordene. Der hvor de har flere hvaler end krager og hvor man i dén grad, skal kunne holde sit eget selskab ud, for ofte bor man steder, hvor to træer og et får er din nærmeste nabo. Ikke meget varm strand over det. Men. Helt. Abnormt. Utroligt. Smukt.

Første stop gik til Husafell, som er et område med en gletcher, som vi selvfølgelig skulle køre op ad. Og skulle ned under. I en isgrotte. Into the glacier.

Into The Glacier

Det er en oplevelse, der er meget svær at beskrive og som ville gøre dette indlæg alt for langt, for bare det at stå 200 m under jorden indhyllet i gammelt is - hvordan kan man egentligt sætte ord på det? Det kan man sguda ikke. Man kan heller ikke sætte ord på det fine stykke automobil, der fragter de nysgerrige op ad gletcheren. En motherfucker af en lastbil, der ville passe perfekt ind i den næste James Bond film. Tjek billederne i stedet.

*indsæt temamelodi fra James Bond*

 Mød Helgi. Vores underjordiske guide. It's going down. 

  Ikke bare gammelt is. Meget. Meget. Gammelt is. Under gletcher.


 No words needed.


Hotel Husafell

Vi overnattede på Hotel Husafell. Et nyt hotel i området med en restaurant med en kick-ass beliggenhed. Man kan spise den lækreste lammekølle en armslængde fra et fjell. Sådan føles det i hvert fald.


Har man tid til det, så kan man hoppe i et varmt udendørs bad, med et glas koldt hvidvin og udsigten til de fortryllende fjelde. Sådan ville det lyde i en reklame for stedet, til gengæld er det rigtigt. Og på min allerførste dag giver jeg Island: ********** stjerner.


 Island holder hvad det lover. Det er fantastisk. Også når man vågner.


 Tags du med god grund kan tjekke på Instagram:
 #icelandair #visitwestfjords #intotheglacier #husafell

Links du med god grund kan dvæle ved: 
http://intotheglacier.is/
http://www.hotelhusafell.com/
http://www.icelandair.dk/